Foto: Katja Lund

Tilbage til vores historie – begyndelse med håb og udfordringer

Jeg vil gerne vende tilbage til vores egen historie med min søn, der nu er 22. Jeg kan tydeligt se, at han har udfordringer på flere af de nævnte punkter, og det på trods af at vi gjorde alt, hvad vi dengang var i stand til med eksperters hjælp.

Vi havde gode muligheder, for vi boede i Aalborg, hvor der både var en børnehave, hvor de talte tegnsprog, og der var flere skolemuligheder. Alligevel måtte vi flytte til Aarhus et par år efter, at han som 4-årig og fuldt tegnsproget fik sit første CI på højre side.

Det betød, at han ikke længere var i målgruppen for at gå på Aalborgskolen, hvor han kunne være fortsat i et døvemiljø. I dag ved jeg, at jeg skulle have stået fast på, at det var det, han skulle. Han skulle være fortsat med tegnsprog samtidig med, at han lærte at høre og tale. Det ville have været en meget blidere proces for ham, og han ville samtidig have haft et socialt netværk af andre tegnsprogede.

Da tegnsproget forsvandt

Det var først, da han fik sit andet CI som 7-årig, at han begyndte at udvikle talesproget, trods en massiv indsats med AVT i børnehaven og ren tale på Møllevangskolen i Aarhus. Samtidig fik vi at vide, at vi skulle stoppe med at tale tegnsprog med ham – både af overlægen, CI-koordinatoren og hans lærere på skolen.

Alle omkring ham, familie og venner, der ellers havde gået til tegnsprogsundervisning sammen med os gennem flere år på Aalborgskolen, stoppede naturligt med tegnsproget, da det er et svært sprog at vedligeholde, hvis man ikke øver det dagligt og i et større miljø.

Skæld ud for at tale tegnsprog

Hans far og jeg fortsatte imidlertid med at tale tegnsprog med ham, når vi kunne mærke, at han ikke forstod. Hans lillebror var netop blevet tryg i at tale tegnsprog, da han fik at vide, at nu skulle han stoppe med det igen.

Samtidig havde vi fokus på lydsproget sammen med vores døve søn, men da hans far og jeg blev skilt, og vores søn skulle starte i skole, var jeg den eneste, der fortsatte med at understøtte ham med tegnsprog. Vores to sønner udviklede et internt sprog bestående af en blanding af fagter og lyde, som kun de to forstod.

Jeg havde en kamp med særligt én lærer, der ville skælde mig ud, når hun så os tale tegnsprog sammen. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på min lille søn, der havde så meget på hjerte, og som fik så meget overskud af at tale tegnsprog.

Et barn, der blev træt af at kæmpe

Klokken 11 hver formiddag i skolen var han færdig og lå i en sækkestol i en krog af klasseværelset uden at kunne tage mere læring til sig. Da han kom i 3. klasse, kunne han gange og dividere – da han kom i 6. klasse, kunne han ikke huske hvordan længere.

Hans korttidshukommelse var ødelagt, hans stressniveau højt, og hans evne til at tilegne sig ny viden nærmest ikkeeksisterende. Han blev langsomt mere og mere udadreagerende i takt med, at han mistede tegnsproget.

Vi endte med at tage ham ud af skolen, og han blev enkeltintegreret i en lokal skole, hvor de i det mindste ikke forbød ham at bruge sit visuelle sprog, og hvor de kunne lidt tegn til tale. Han er sprogligt depriveret i dag, fordi man vitterligt fratog ham et sprog – hans modersmål.

Ja, han taler og hører, men bruger uanede ressourcer på det. Og ja, CI er en gave til ham, men det havde det også været, hvis han havde fået lov at tale tegnsprog.

Faktisk har han haft mere overskud til at træne at tale og lytte, når han har været i tegnsprogsmiljø, for eksempel på familiehøjskolen på Castberggård. Men uden et tegnsprogsmiljø i det daglige er det langsomt gledet ud af hans verden og blevet for svært at vedligeholde.

En voksen tilværelse med begrænsninger

Han bor i dag på et bosted for unge med udfordringer. Han blev ret hurtigt tildelt en førtidspension, da han var færdig med STU, selvom han og jeg var imod det.

Samfundet er ikke gearet til at håndtere den diversitet, det er at have et høretab og derudover en ADHD- og autismediagnose, som jeg er sikker på i hvert fald til dels skyldes sproglig deprivation.

Han er landet i en tilværelse, der er god nok, men som jeg med den viden, jeg har i dag, ved kunne have set meget anderledes ud, hvis han havde haft rig adgang til tegnsprog gennem hele livet.

Men mit barn har fået CI eller bruger høreapparater – er det ikke nok?

Det kan være en del af løsningen – men ikke nødvendigvis nok. Forskningen viser, at CI og høreapparater ikke garanterer sprogudvikling, og at mange børn stadig går glip af vigtige sproglige input.

Der kan være baggrundsstøj, og børn med høretab har svært ved at forstå, når mange mennesker taler samtidig, når de møder nye mennesker eller stemmer, eller når de bliver trætte af at have lyttet aktivt hele dagen og har brug for lyttepauser.

I Danmark i dag er der et ensidigt fokus på lyd og verbal kommunikation. Vi tror, at AVT (Auditory Verbal Therapy) er den eneste vej, vi behøver at betræde, når barnet har fået CI.

I USA ryster man på hovedet – de ville aldrig betragte AVT som andet end én mulig vej, der blot supplerer arbejdet med barnet sammen med en masse andre veje.

Vi kan sammenligne det med en otte-sporet motorvej, hvor AVT kun udgør én enkelt bane, og ved siden af ligger banen med mimik, den næste er tegnsprog og den næste er en god og tæt relation mellem barn og voksne, dernæst gestus, så bevægelse og rollespil, tegning, billeder, skrift osv.

Det kræver en bevidst tilpasning af sproget og en helhedstænkning, som desværre splittes op i AVT’en, der i stor stil underkender det visuelle og tegnsprogets vigtighed som en del af sprogtilegnelsen.

Et ensidigt valg af AVT og udelukkelse af alle andre sprogmodaliteter er som at køre på en hullet grusvej, hvor bilen bliver skramlet og punkterer flere gange. Når og hvis den når frem, er den udslidt og kører på pumperne, og der er tale om huller, der ikke kan repareres igen – altså ikke blot en forsinkelse.

Sproglig udvikling kræver fællesskab

Børn i Danmark bliver langt hen ad vejen enkeltintegrerede i skolen. Det har stor betydning, fordi børns leg og rollespil er en vigtig del af den sproglige, sociale og kognitive udvikling.

Det er ikke muligt som voksen at stå ved barnets side og hjælpe det hele vejen igennem barndommen, og det er heller ikke sundt for barnet, som har brug for at finde sit eget ståsted sammen med jævnaldrende.

Når kommunikationen mellem børnene ikke har gunstige kår, betyder det, at der opstår misforståelser og konflikter, eller at barnet trækker sig og isolerer sig. Derfor er det vigtigt, at man som forælder sikrer, at barnet har de mest optimale kommunikationsvilkår.

Eksperter kan hævde, at barnet hører fint med høreapparater eller CI, og det er ikke sikkert, at man kan mærke eller høre på barnet, at det ikke hører som alle andre. Faktum er bare, at der altid vil være noget, barnet går glip af i kommunikationen.

Hvorfor tidligt tegnsprog er så vigtigt

I mit arbejde har jeg mødt et væld af voksne med hørenedsættelse, der gennem tiden er blevet udbrændte, fordi de har troet, at det ikke at kunne følge med var et livsvilkår.

Derfor er det afgørende at tilbyde tegnsprog tidligt som en fuldgyldig del af barnets kommunikationspakke – ikke som en sidste udvej, men som en styrke, der kan give barnet, den unge og den voksne en mulighed for at vælge forskellige måder at kommunikere på.

Forskningen viser, at selv hos børn med mindre høretab kan der ske ændringer i hjernen på grund af udtrætning, der til forveksling ligner de ændringer, der sker hos mennesker, der er udbrændte (Bess et al., 2016).

Og hvis sprogmanglerne er så alvorlige, at de resulterer i sproglig deprivation, viser forskning, at der er øget risiko for psykisk mistrivsel, eller at man ender med at begå kriminalitet – delvist fordi man ikke forstår årsagssammenhænge og andre menneskers måder at tænke på.

Hvordan undgår vi sproglig deprivation – hvad kan du som forælder gøre?

Et barn, der er døvt eller har høretab, har en fuldt fungerende hjerne og et naturligt behov for sprog. Tegnsprog er ikke i vejen – det er en genvej til kommunikation, udvikling og trivsel.

Det handler ikke om at vælge mellem tale og tegn – det handler om at give mere og flere muligheder.

Fra en erfaren mor til dig, som måske er ny mor, familiemedlem eller nysgerrig fagperson, vil jeg anbefale dig at:

Bruge den viden, der er tilgængelig i dag. Hold dig opdateret, snak med andre og vær nysgerrig på ny viden

Være opmærksom på dit barns forsøg på at kommunikere, og svar! Interager med det – om det så er med fagter, lyde, mimik, gestik, øjenkontakt, pegninger, naturlige tegn eller tegninger, dans og rollespil – så bare giv los!

Berede dig på at forklare alle sammenhænge, der handler om alt fra årsag-virkning, lyde omkring jer, hvad andre mennesker gør, føler og tænker, til hvad der foregår uafhængigt af barnet.

Forvente meget af barnet – og forvente, at alle omkring det gør det samme. Børn kan meget mere, end vi tror, men de skal have sproglige redskaber og ressourcer, ikke begrænsninger.

Give barnet adgang til tegnsprog så tidligt som muligt. Du behøver ikke være perfekt – det vigtige er at starte og blive ved.

Stille krav til institutioner, lærere og fagpersoner. Det er dit barns ret at forstå verden omkring sig – og det kræver voksne, der forklarer og inkluderer.

Stå sammen med andre forældre og stil krav. Langt de fleste døve børn fødes af hørende forældre, så I er ikke alene. Hvis I står sammen og kræver et rigt sprog til jeres børn, kan I rykke mere end jeg, der skriver her på bagkant.

Tage hensyn til barnets naturlige måde at kommunikere på – ikke dine egne kommunikationsbehov. Undersøg, hvordan det føles naturligt for dit barn at kommunikere.

Opsøge og tale med andre familier og døve, der kan guide og klæde jer på til en tilværelse, der måske ser anderledes ud, end I havde forventet, men som kan være både berigende og fantastisk, hvis man giver sig hen til at lære tegnsprog og døveverdenen at kende.

Kærlige hilsner og skub med på vejen – og lad den vej være en otte-sporet motorvej og ikke en hullet grusvej.

Katja Lund

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 3. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Foto: Katja Lunds privatfoto

Når sproget ikke får lov at vokse – en vigtig fortsættelse

I den foregående tekst skrev jeg lidt om vores historie – om at stå som nybagt forælder i et ukendt landskab uden kompas i hånden. Om at ville gøre det rigtige, men ikke altid vide, hvad det var. Jeg fortalte om mit møde med fagfolk, metoder og velmente råd – og om den erkendelse, der fulgte senere: At det ikke var nok at fokusere på tale alene. At min søn havde brug for mere. For sprog i alle dets former. For tydelig, tryg og tilgængelig kommunikation – fra starten.

I denne fortsættelse går jeg i dybden med et begreb, der i stigende grad fylder i forskningen og praksis – især i udlandet: sproglig deprivation. Det er et begreb, der sætter ord på de konsekvenser, der kan opstå, når børn – bevidst eller ubevidst – ikke får adgang til det sprog, de har brug for, i deres tidlige udvikling.

Mange forældre og fagpersoner kender til enkeltstående symptomer og udfordringer, men få kender den overordnede sammenhæng. For mig personligt har det været en øjenåbner. Derfor håber jeg, at du – uanset hvor du står i landskabet – vil tage imod denne viden med nysgerrighed og åbenhed.

For jo mere vi ved, desto bedre kan vi støtte de børn, det handler om.

Hvad betyder “sproglig deprivation”?

Sproglig deprivation betyder, at et barn ikke får tilstrækkelig adgang til sprog – særligt i de første leveår, hvor hjernen er mest modtagelig for sproglig påvirkning. Det handler ikke om intelligens, motivation eller kærlighed. Det handler om, at barnet ikke får nok eksponering for et sprog, det kan forstå og bruge – og det kan få store konsekvenser.

Konsekvenserne af sproglig deprivation – hvad skal jeg vide som forælder?

Desværre er der i dag mange unge og voksne, der lider af en grad af sproglig deprivation. Det er et kontinuum, og forskellige aspekter af det kan være i spil i større eller mindre grad. Konsekvenserne kan være mange, og listen er ikke udtømmende. Derfor findes der endnu ikke en officiel diagnose, selvom man i USA har arbejdet med sproglig deprivation i praksis i over 20 år.

Der er dog både forskere og praktikere, der er enige om, at sproglig deprivation kan føre til forskellige grader af vanskeligheder – eksempelvis med pragmatiske færdigheder – som kan komme til udtryk, selvom barnet klarer sig fagligt godt. Det kan også vise sig som vanskeligheder med at fortolke og udtrykke følelser på en nuanceret måde. Symptomerne kan opstå i forskellige grader og på forskellige udviklingsområder – og i bestemte livsperioder – hos både børn og voksne.

Når sproget ikke rækker: tegn og konsekvenser

Dr. Sanjay Gulati, forsker og læge ved Cambridge Health Alliance, har introduceret betegnelsen ‘Language Deprivation Syndrome‘. Her er nogle af de tegn, man kan være opmærksom på hos barnet. Disse konsekvenser er ikke en dom, men de er reelle – og de kan forebygges med tidlig indsats og adgang til et rigt og nuanceret sprog.

Følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer

• Øget aggression, frustration og vrede – rettet mod sig selv eller andre
• Gentagelse af fejl på grund af manglende forståelse af sammenhænge

Kognitive udfordringer

• Vanskeligheder med tid, sekvens, kronologi og narrativer
• Problemer med at forstå årsag og virkning
• Udfordringer med eksekutive funktioner: planlægning, initiativ, dømmekraft og selvkontrol
• Vanskeligheder med abstrakte begreber og overførsel af erfaringer fra ét område til et andet

Sproglige og kommunikative udfordringer

• Manglende sproglige redskaber til at udtrykke sig klart
• Vanskeligheder med poesi, ordspil, symbolik og metaforer
• Begrænset forståelse af sociale relationer og komplekse sociale koncepter

Lærings- og vidensudfordringer

• Vanskeligheder med at tilegne sig ny viden og forstå, at viden eksisterer uden for én selv
• Problemer med at anvende ny viden i adfærd og følelsesregulering
• Manglende grundlæggende viden om fx sundhed, seksualitet og relationer, hvilket kan føre til lavere livskvalitet

Sociale og mentale processer

• Svækket mentalisering / Theory of Mind – svært ved at forstå andres perspektiv
• Begrænset evne til at se sammenhænge i sociale interaktioner og forstå samtalepartners behov

Disse konsekvenser er ikke en dom, men de er reelle – og de kan forebygges med tidlig indsats og adgang til et rigt og nuanceret sprog.

Men hvordan opstår sproglig deprivation egentlig?

Der vil altid være en risiko for, at barnet går glip af information, fordi ikke alt, der har lyd, oversættes visuelt. Men som forældre kan man gøre sig umage for at forklare, hvad der sker: hvad andre tænker, hvorfor de handler, som de gør, hvilke lyde der er i omgivelserne, og hvad de betyder.

Man kan bruge høretekniske hjælpemidler og lade barnet vide, hvad der foregår i andre rum i huset – eller forklare fx hvorfor storebror fik skældud, så det døve barn eller barnet med hørenedsættelse ikke gentager adfærden uden at vide, det er forkert.

Som forældre kan man også kræve, at pædagoger og andre fagpersoner omkring barnet gør en indsats for at forklare sociale spilleregler og andres handlinger, så barnet ikke mister sammenhængen i det, der sker.

Det vigtigste er at sikre tidlig sproglig stimulation, men hvis barnet er ældre, er det vigtigt at sætte alle sejl ind for at lære barnet så meget sprog som muligt.

Flere amerikanske forskere beskriver årsagerne til sproglig deprivation som:

Barnet bliver ikke eksponeret for et vedvarende og fuldt udviklet tegnsprog i de første fem leveår. Rent talesprog er ikke nok, da noget vil gå tabt.

Jo mindre hørelse fra fødslen, jo større risiko for sproglig deprivation – medmindre barnet vokser op i en tegnsprogsrig familie, der kan give adgang til et flydende og tilgængeligt sprog.

Individuelle forskelle – nogle børn har nemt ved at tilegne sig sprog og forstå sprogets struktur, mens andre har brug for mere tid og støtte. Det kræver en større indsats og varierede læringsmetoder.

Geografi – der kan være langt til andre døve, døvemiljøer og fagpersoner, der kan støtte barnet og familien i en tosproget tilgang med tegnsprog som det ene sprog.

Mangel på undervisningsmuligheder og adgang til sociale og velfærdsmæssige tilbud.

Manglende erkendelse af, at barnet har særlige behov.

Fortsættelse følger – jeg håber, du har lyst til at læse med videre.

Kærlige hilsner, Katja

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 2. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Foto: Frida Liv Merinder

Et ukendt landskab uden kompas i hånden

Du står midt i et nyt og ukendt landskab – fyldt med tekniske begreber, store valg og mange følelser. Det kan være svært at finde vej. Derfor vil jeg gerne dele noget med dig, som jeg selv ville ønske, jeg havde vidst, da min søn blev født for 22 år siden. Selvom det er længe siden, er denne viden mere aktuel end nogensinde. Siden dengang er fronterne i feltet blevet trukket skarpere op, og det, der dengang kun var ved at tage form, er i dag langt mere tydeligt og polariseret.

De mange år, der er gået siden min søn kom til verden, har jeg brugt på at blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at have et høretab – og rejsen er langt fra slut. Siden 2005 har jeg arbejdet inden for området og har blandt andet forsket i stress og udmattelse hos voksne med høretab – en konsekvens af det at høre dårligt, som desværre rammer mange senere i livet.

Hvad er sprog – og hvad forbinder vi med det?

I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra en konference i Tacoma, USA. Det er sidst i april 2025. Konferencen handlede om vigtigheden af det tidlige sprog og at anvende tegnsprog som en del af kommunikationen, også hos børn med CI (cochlear implantat) og hørenedsættelse. ”Sproget først!” Sådan lyder det fra flere af oplægsholderne. Konferencen er tilrettelagt af organisationen af samme navn, Language First. Og navnet giver mening. Det handler nemlig om at prioritere sproget som noget af det allervigtigste for barnets udvikling. 

Med sprog mener de sprog i alle former – også former, vi måske ikke forbinder med sprog såsom tegninger, bevægelse, apps osv. Men først og fremmest tegnsprog. Det handler kort sagt om at kommunikere, ikke bare overfladisk men virkelig at forvente noget af kommunikationen; forfølge mulighederne for at dykke ned i sproget, nuancere det, reflektere, repetere, lege, gribe fat i detaljerne sammen med barnet og på den måde udvide og forfine alle aspekter af sproget. 

Alle deltagere talte tegnsprog, og jeg troede først, at alle var døve. Men de omkring 200 deltagere viste sig at være en blanding af hørende og døve amerikanere og canadiere, der arbejder med sprogudvikling hos børn, der har nedsat hørelse eller er døve. Dvs. også børn, der har høreapparater og CI. I USA skal alle, der har bare perifer berøring med denne gruppe af børn, nemlig trænes og eksamineres i tegnsprog. Og i USA samarbejder man i høj grad med døve mentorer for at opbygge et stærkt sprogligt fundament. Det er anderledes i Danmark. 

Når sproget mangler – sproglig deprivation

I løbet af konferencen blev betegnelsen ’sproglig deprivation’ også nævnt flere gange. Men hvad betyder det? Ja, man kan sige, at det faktisk er det modsatte af et stærkt sprogligt fundament. De fleste, der kender til døve og børn med nedsat hørelse, kender til aspekter af det. Ofte kan man se, at barnet får nogle udfordringer, men de færreste ved, at disse udfordringer kan skyldes et mangelfuldt sprogligt input. Mange tror fejlagtigt, at det udelukkende skyldes barnets begrænsninger og forstår ikke, at det kan hænge sammen med omverdenens manglende evne til at sikre et rigt og flydende sprog hos barnet. At der faktisk er en mulighed for at give barnet mere sprog, men at man ikke griber den. Da jeg som hørende mor i 2002 fik min søn og begyndte at sætte mig ind i hvad det vil sige at have et døvt barn, kunne jeg bl.a. læse mig frem til at barnet kunne være ’forsinket’ i udviklingen på forskellige måder fx ift. at kunne konsekvensberegne, ift. sociale færdigheder osv. Siden da er jeg blevet meget klogere, og hold da op hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft den viden, som jeg har i dag. 

Vores historie – et tilbageblik med ny viden 

Vi var en familie som alle andre, der ville gøre alt det rigtige. Vores søn fik CI, vi trænede med tale, vi samarbejdede med eksperter, og vi var nogle af de første i Danmark, der blev introduceret til AVT (Auditory Verbal Therapy). Vi fik at vide, at vi skulle stoppe med at tale tegnsprog. Og det gjorde ondt, for som forældre kunne vi se, at det var det sprog, han elskede og trivedes i, mens han kæmpede med alt det nye, der foregik inde i hovedet på ham, en helt ny sans, der blev aktiveret og virkede voldsom på ham.  

I dag ser jeg tilbage og ved, at det ikke var nok med det auditive verbale sprog. Han havde brug for både tegn og tale – for sproget skal være tilgængeligt, tydeligt og trygt. I dag er han voksen med diagnoser og udfordringer, som delvist, hvis ikke helt, skyldes sproglig deprivation. Det kan jeg se med den viden, jeg har i dag, hvor man er begyndt at tale meget mere om, hvad det er for et samlet billede, man ser hos børn, der har manglet fuld adgang til sproget i de tidlige år. Forskere, terapeuter, lærere og talehørepædagoger fra USA arbejder på at brede budskabet om sproglig deprivation ud, så de i dag kan referere til termen indenfor det sociale og sundhedsfaglige område og forvente, at de fleste ved hvad det handler om. Mange fagfolk i USA informerer derfor som en fast del af den tidligste familievejledning om risikoen ved sproglig deprivation, samt hvordan man som forældre kan arbejde aktivt for at undgå det. Så langt er vi endnu ikke i Danmark. 

Historier fra barndommen

I dag har jeg kolleger, der er døve eller har et høretab, som fortæller mig historier fra deres barndom, der forklarer forskellige logiske sammenhænge mellem det at have (eller ikke have) kompetente voksne omkring sig, der kan tage kommunikationen et skridt videre (eller ikke gør det, fordi det er det nemmeste og de ikke kender konsekvenserne på længere sigt). De ved nemlig, hvordan det er at vokse op med et sprog, der er tilgængeligt – eller hvordan det føles at stå uden for kommunikationen i barndommen. Deres erfaringer er guld værd, og du kan lære meget af dem.  

Behov for tålmodige, engagerede voksne og tydelige krav – med tro på barnets evne

Det giver rigtig meget mening, at et barn ikke udvikler evnen til at sætte sig i andres sted – det man også kalder mentaliseringsevnen – hvis forældre, pædagoger, lærere og andre i barnets omgangskreds ikke fortæller barnet, hvad andre mennesker tænker og føler i forskellige situationer.

Det kræver tålmodige og engagerede voksne, der er opmærksomme på barnet og forstår, at barnet har brug for at få forklaret sammenhænge og årsager til, at andre omkring det reagerer på forskellige måder, hvad andre tænker, og at andre kan have samtaler og tanker uafhængigt af barnet. Det stiller krav til både omverden og til barnet selv, for det døve barn eller barnet med nedsat hørelse kan ikke høre det, som andre børn helt automatisk opfanger bevidst eller ubevidst. 

Der kan være forskellige årsager til, at man ikke stiller de samme krav til de døve børn eller børnene med nedsat hørelse. To vigtige grunde kan være, 1) at man som voksen ikke tror, man har kompetencerne til at kommunikere med barnet, eller 2) at man tror, børnene mangler evnerne til at kommunikere nuanceret, fordi de ikke kan høre. Men her er det vigtigt at huske, at den eneste forskel der typisk vil være er, at det døve barn ikke kan høre – hjernen fungerer som hos alle andre børn og den er SÅ klar til at kommunikere! Den vil bruge alle midler og måder den kan finde på til at kommunikere, som man som voksen har mulighed for at gribe, hvis man er opmærksom og ved hvordan. 

I den næste tekst vil jeg fortælle mere om sproglig deprivation – som begreb, diagnose og konsekvens.

Med kærlighed, Katja

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 1. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.