Viden Arkiv - Tegnsprogspakken.dk

”Har jeg et døvt barn eller et barn med hørenedsættelse?”
Tekst: Ulrik Hansen Skov

Foto: Christian Daugaard

Når man får et barn med hørenedsættelse

Når man som forælder får et barn med en hørenedsættelse, opstår der ofte mange spørgsmål. Ét af dem kunne handle om, hvordan man beskriver sit barn. Er mit barn døvt? Har mit barn en hørenedsættelse eller et høretab? Har jeg et barn med CI (Cochlear implant)? Eller har jeg et barn, som hører på en anden måde end de fleste andre? Mulighederne er mange.

Fagpersoners sprog og formuleringer

Som forælder vil man nok også hurtigt møde fagpersoner som bruger formuleringer som ”Barn med høretab/hørenedsættelse” eller ”Barn med CI”. Mange tager disse formuleringer til sig, fordi de hjælper med at forstå. De hjælper med at forstå, at barnet ikke kan høre som de fleste andre. De hjælper også med at forstå, hvordan høreteknologi kan hjælpe med at minimere den forskel. De formuleringer kan være en vigtig og betydningsfuld hjælp til at forstå barnet, særligt når man arbejder med høreteknologi, høretræning og lydsproglige indsatser. Formuleringerne sætter fokus på funkionsnedsættelsen, og hvordan man kan afhjælpe eller minimere den.

Kan man bruge ordet “døv”?

Men der findes også andre måder at beskrive barnet på. Nogle siger f.eks. ”Døvt barn med CI” eller ”Døvt barn med høreteknologi”. Det er ikke beskrivelser, der er så udbredte. Heller ikke blandt fagpersoner. Hvordan kan det være? Måske fordi nogle mener, at ”døv” referer til en person, som slet ingenting kan høre, og mange af børnene har jo en hørelse med høreteknologi. Hvis man slår op i den store danske ordbog under ”døv”, vil man kunne læse dette:

”(næsten) ude af stand til at høre” (Ordnet.dk)

Kultur, sprog og døvekulturen

Man behøver altså ikke være helt døv for at bruge begrebet døv. Man kan godt bruge begrebet døv, til at beskrive nogle som ikke er helt ude af stand til at høre. Man kan også bruge formuleringen døv med CI eller anden høreteknologi for at tydeliggøre, at når man for eksempel ikke har høreteknologi på eller det ikke virker, så er man døv.

Måske nogle forældre og børn tror, at de ikke kan bruge begrebet døv? Døv er dog et begreb som favner bredt, og som derfor godt kan bruges selvom man har høreteknologi – f.eks. CI.

Hvis man bruger begrebet døvt barn med CI, lægger man fokus ikke bare på funktionsnedsættelsen men også på noget kulturelt og sprogligt. Ikke bare på noget der mangler, men også på noget der er. Man åbner muligheden for også at forbinde sig til døvekulturen med alt hvad det indebære af historie og tegnsprog. Noget man godt kan samtidig med lydsprog og høreteknologi.

WHO’s tre ben: Teknologi, lyd og tegnsprog

Den mulighed er åben, hvilket WHO (Verdens Sundhedsorganisation) også peger på. De fremhæver, at indsatserne omkring disse børn med fordel kan stå på tre ben. 1) Høreteknologi 2) Lydrehabiliterende indsatser såsom AVT og 3) Tegnsprog. De tre indsatser kan man, ifølge WHO, sagtens have fokus på samtidigt. Det er indsatser, der sammen kan være med til styrke udviklingen hos børnene. Lidt ligesom en taburet med tre ben er mere solid end en taburet med to.

Det er selvfølgelig meget individuelt hvilke formuleringer og hvilket fokus, der ønskes i hver familie eller hos hver forældre, barn, ung eller voksen. Det er et frit valg blandt forskellige muligheder.

Så et svar på overskriftens spørgsmål ”Har jeg et døvt barn eller et barn med hørenedsættelse?” kunne lyde: ”Du kan have det ene, det andet eller begge dele”. Men der er måske ikke så mange der er bekendt med muligheden for begge dele som kan udtrykkes i ”Jeg har et døvt barn med høreteknologi”.

Ulrik Skov Hansen
Psykolog
Arbejder i Region Nord i Området for Kommunikation og Specialpædagogik

Indlægget ”Har jeg et døvt barn eller et barn med hørenedsættelse?”   blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Reddet af tegnsprog
Tekst: Signe Vad Kaastrup

Foto: Signe Vad Kaastrup

Diagnosen og første reaktioner

Da vores datter Leonora under Corona i foråret 2020 fik diagnosen svært høretab, blev beskeden fulgt op med kommentaren, der skulle trøste os: ”Bare rolig – der findes ikke længere døve børn i Danmark.”

Det skulle trøste os i den viden, at hun ville kunne få indopereret cochlear implantater (CI), og så ville hun ikke længere være døv. Bum! Ingen døve børn i Danmark. Dette er bare ikke sandt, det er nærmere ønsketænkning fra Rigshospitalets side, og det er meget problematisk, for det er ikke alle børn, der opnår brugbar hørelse og dermed verbalt sprog vha. CI, og eksisterer de så bare ikke? Dette skulle vise sig at inkludere vores datter, da hun har et underudviklet indre øre på begge sider.

CI og AVT – når det ikke virker

Hun blev dog alligevel opereret, vi startede til AVT (Auditiv Verbal Terapi), og…. det virkede ikke. Hun blev ved med at smide sin CI. Vi fik besked på at øve, øve, øve og helst ikke for mange visuelle stimuli og da slet ikke tegnsprog, for børn, der får CI kan ikke rumme både tegnsprog og talesprog.

Det virkede bare ikke. Leonora trak sig mere ind i sig selv, forsøgte at udtrykke sine behov på anden vis, og i sidste ende, da hun blev stor nok, selv at dække dem, uden at skulle kommunikere med os.

Rigshospitalet mente ikke helt vi gjorde som vi blev bedt om. Leonora blev ved med at smide sine CI. Måske virkede de bare ikke på hende, som hørescreeningerne gang på gang da også viste. For os var det vigtigste altså Leonoras trivsel; at hun udvikler et sprog til kommunikation, til at sanse og begribe verden med. Vi besluttede os derfor for, at hun og vi skulle lære tegnsprog sideløbende med CI og AVT. Min hustru havde rakt ud til foreningen Decibel (nu Høreforeningen), til CFD og DDL. Det var de sidste to, der gav os den hjælp vi havde brug for. Vi fik hjælp til at bede vores kommune om støtte til tegnsprogsundervisning hos CFD, og til en støttepædagog til Leonora, der kunne lære hende tegnsprog, og hendes tegnsprog voksede støt igennem vuggestuen og børnehaven. Det har været så skønt at opleve. Leonora har haft verdens bedste pædagog i Susanne.

Tegnsprog som redning

På samme tid som Leonora startede i vuggestue som ca. halvandenårig, startede vores tegnsprogsundervisning. Vi får undervisning fra dygtige, engagerede tegnsprogskonsulenter fra CFD, der med tolk kommer hjem til os og underviser os en gang om ugen. Vi er i forvejen en flersproget familie, men tegnsprog er en stor mundfuld. Det er bundet meget op på gestik og mimik, grammatikken er meget anderledes, det kan svære svært at skelne to tegn fra hinanden. Sidder fingeren nu rigtigt, er det tydeligt, at jeg stiller et spørgsmål nu *hæver øjenbrynene til spørgsmål*? Men det er også sjovt og spændende, vi griner meget, og så er den største lykke jo, at vi kan kommunikere med Leonora, som nu i august har indtaget Skolen på Kastelsvej/Langelinieskolen som skolestarter. For første gang i sit liv, er hun i et miljø med fuldt tegnsprog, hvor hun kan forstå og blive forstået. Af voksne (i flertal), og af børn. For første gang kan hun tale direkte med andre børn. Hun har fået sine første rigtige venner.

Konsekvenser af sene sprogudvikling

Vi lever dog også med konsekvenserne af Leonoras og vores sene sprogudvikling. Som beskrevet tidligere, så har hun fra en meget tidlig alder, vænnet sig til, at ingen forstod hende, og at det var nemmere at klare ting selv. Det er både godt og skidt. Når hun vil noget, så gør hun det bare uden at spørge og uden at sige undskyld bagefter. Hun vil ikke altid have øjenkontakt (det er hun ikke vant til), og vi har svært ved at sætte og holde grænser pga. det alligevel noget begrænsede sprog. Vi ville ønske vi havde lært mere om at være døv og var begyndt på tegnsprog meget tidligere. Heldigvis er der gode mennesker omkring Leonora og os, der hjælper os med dette, og vi håber, at især skolestarten og tegnsprogsmiljøet kan hjælpe hende til mere ro og tillid.

Tegnsprog som fristed

For udover skolen, har Leonora aflastere, voksne, der taler tegnsprog med hende, og tager hende med på legeplads, i Zoo, i svømmehallen mm. Det giver os tid til at gå til tegnsprogsundervisning, og det giver Leonora et fristed med tegnsprog. Hun lever i en hørende verden, men hun skal i så høj grad som muligt omgives af tegnsprog. Hendes eget sprog. Vi har også selv fået venner inden for tegnsprogsmiljøet, som er et lille, men mangfoldigt og rummeligt miljø.

To gange om året arrangerer DDL en netværksweekend for døve og hørende forældre med børn, hvor fællessproget er tegnsprog, men hvor der også er tolke til stede. Det er dejligt at have et socialt netværk, og vi ser dér, at børn med CI sagtens kan tale både tegnsprog og talesprog, hvis CI altså virker på dem. Det gør dog ikke det store for os, og for Leonora. For vi kommunikerer på tegnsprog, og hendes CI ligger hjemme i skuffen, og skulle Leonora engang give udtryk for et ønske om at prøve igen, så kontakter vi Rigshospitalet, men lige nu, er fokus på vores families trivsel og Leonoras fortsatte udvikling og trivsel, og den går igennem tegnsprog. Vi er blevet reddet af tegnsprog.

Anbefalinger til andre familier

Hvis jeg skal komme med nogle anbefalinger på baggrund af, hvad vi har været igennem, så er det:

Dit barn har et høretab – get over it. Opsøg viden, og meld dig til tegnsprogsundervisning på Skolen på Kastelsvej/Langelinieskolen eller ansøg din kommune om tegnsprogskursus, fx. igennem CFD

Hvis dit barn med høretab har hørende søskende, er det ekstremt vigtigt at få dem med ombord. De skal også lære tegnsprog, og det gør de bedst i en tidlig alder.

Opsøg et socialt netværk for døve. Dit barn er døvt, og skal kunne spejle sig selv i sine omgivelser, og du skal praktisere dit tegnsprog med andre voksne mennesker. Det kunne være DDL’s forældrenetværk.

Når du nu har taget kontakt til DDL’s forældrenetværk, så kom med på netværksweekend. Det er IKKE farligt (kun lidt i starten…), og der er jo tolke til stede.

Du er som forælder eksperten på dit barn, og du er desuden dit barns advokat. Det er dig, der skal kæmpe for dit barns rettigheder, for ingen andre gør det, så du skal indstille dig på at kæmpe en gang imellem. Heldigvis er der også her hjælp at hente hos DDL og CFD.

Kærlige hilsner, Signe, mor til Leonora

Indlægget Reddet af tegnsprog  blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 3.
Tekst: Katja Lund

Foto: Katja Lund

Tilbage til vores historie – begyndelse med håb og udfordringer

Jeg vil gerne vende tilbage til vores egen historie med min søn, der nu er 22. Jeg kan tydeligt se, at han har udfordringer på flere af de nævnte punkter, og det på trods af at vi gjorde alt, hvad vi dengang var i stand til med eksperters hjælp.

Vi havde gode muligheder, for vi boede i Aalborg, hvor der både var en børnehave, hvor de talte tegnsprog, og der var flere skolemuligheder. Alligevel måtte vi flytte til Aarhus et par år efter, at han som 4-årig og fuldt tegnsproget fik sit første CI på højre side.

Det betød, at han ikke længere var i målgruppen for at gå på Aalborgskolen, hvor han kunne være fortsat i et døvemiljø. I dag ved jeg, at jeg skulle have stået fast på, at det var det, han skulle. Han skulle være fortsat med tegnsprog samtidig med, at han lærte at høre og tale. Det ville have været en meget blidere proces for ham, og han ville samtidig have haft et socialt netværk af andre tegnsprogede.

Da tegnsproget forsvandt

Det var først, da han fik sit andet CI som 7-årig, at han begyndte at udvikle talesproget, trods en massiv indsats med AVT i børnehaven og ren tale på Møllevangskolen i Aarhus. Samtidig fik vi at vide, at vi skulle stoppe med at tale tegnsprog med ham – både af overlægen, CI-koordinatoren og hans lærere på skolen.

Alle omkring ham, familie og venner, der ellers havde gået til tegnsprogsundervisning sammen med os gennem flere år på Aalborgskolen, stoppede naturligt med tegnsproget, da det er et svært sprog at vedligeholde, hvis man ikke øver det dagligt og i et større miljø.

Skæld ud for at tale tegnsprog

Hans far og jeg fortsatte imidlertid med at tale tegnsprog med ham, når vi kunne mærke, at han ikke forstod. Hans lillebror var netop blevet tryg i at tale tegnsprog, da han fik at vide, at nu skulle han stoppe med det igen.

Samtidig havde vi fokus på lydsproget sammen med vores døve søn, men da hans far og jeg blev skilt, og vores søn skulle starte i skole, var jeg den eneste, der fortsatte med at understøtte ham med tegnsprog. Vores to sønner udviklede et internt sprog bestående af en blanding af fagter og lyde, som kun de to forstod.

Jeg havde en kamp med særligt én lærer, der ville skælde mig ud, når hun så os tale tegnsprog sammen. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på min lille søn, der havde så meget på hjerte, og som fik så meget overskud af at tale tegnsprog.

Et barn, der blev træt af at kæmpe

Klokken 11 hver formiddag i skolen var han færdig og lå i en sækkestol i en krog af klasseværelset uden at kunne tage mere læring til sig. Da han kom i 3. klasse, kunne han gange og dividere – da han kom i 6. klasse, kunne han ikke huske hvordan længere.

Hans korttidshukommelse var ødelagt, hans stressniveau højt, og hans evne til at tilegne sig ny viden nærmest ikkeeksisterende. Han blev langsomt mere og mere udadreagerende i takt med, at han mistede tegnsproget.

Vi endte med at tage ham ud af skolen, og han blev enkeltintegreret i en lokal skole, hvor de i det mindste ikke forbød ham at bruge sit visuelle sprog, og hvor de kunne lidt tegn til tale. Han er sprogligt depriveret i dag, fordi man vitterligt fratog ham et sprog – hans modersmål.

Ja, han taler og hører, men bruger uanede ressourcer på det. Og ja, CI er en gave til ham, men det havde det også været, hvis han havde fået lov at tale tegnsprog.

Faktisk har han haft mere overskud til at træne at tale og lytte, når han har været i tegnsprogsmiljø, for eksempel på familiehøjskolen på Castberggård. Men uden et tegnsprogsmiljø i det daglige er det langsomt gledet ud af hans verden og blevet for svært at vedligeholde.

En voksen tilværelse med begrænsninger

Han bor i dag på et bosted for unge med udfordringer. Han blev ret hurtigt tildelt en førtidspension, da han var færdig med STU, selvom han og jeg var imod det.

Samfundet er ikke gearet til at håndtere den diversitet, det er at have et høretab og derudover en ADHD- og autismediagnose, som jeg er sikker på i hvert fald til dels skyldes sproglig deprivation.

Han er landet i en tilværelse, der er god nok, men som jeg med den viden, jeg har i dag, ved kunne have set meget anderledes ud, hvis han havde haft rig adgang til tegnsprog gennem hele livet.

Men mit barn har fået CI eller bruger høreapparater – er det ikke nok?

Det kan være en del af løsningen – men ikke nødvendigvis nok. Forskningen viser, at CI og høreapparater ikke garanterer sprogudvikling, og at mange børn stadig går glip af vigtige sproglige input.

Der kan være baggrundsstøj, og børn med høretab har svært ved at forstå, når mange mennesker taler samtidig, når de møder nye mennesker eller stemmer, eller når de bliver trætte af at have lyttet aktivt hele dagen og har brug for lyttepauser.

I Danmark i dag er der et ensidigt fokus på lyd og verbal kommunikation. Vi tror, at AVT (Auditory Verbal Therapy) er den eneste vej, vi behøver at betræde, når barnet har fået CI.

I USA ryster man på hovedet – de ville aldrig betragte AVT som andet end én mulig vej, der blot supplerer arbejdet med barnet sammen med en masse andre veje.

Vi kan sammenligne det med en otte-sporet motorvej, hvor AVT kun udgør én enkelt bane, og ved siden af ligger banen med mimik, den næste er tegnsprog og den næste er en god og tæt relation mellem barn og voksne, dernæst gestus, så bevægelse og rollespil, tegning, billeder, skrift osv.

Det kræver en bevidst tilpasning af sproget og en helhedstænkning, som desværre splittes op i AVT’en, der i stor stil underkender det visuelle og tegnsprogets vigtighed som en del af sprogtilegnelsen.

Et ensidigt valg af AVT og udelukkelse af alle andre sprogmodaliteter er som at køre på en hullet grusvej, hvor bilen bliver skramlet og punkterer flere gange. Når og hvis den når frem, er den udslidt og kører på pumperne, og der er tale om huller, der ikke kan repareres igen – altså ikke blot en forsinkelse.

Sproglig udvikling kræver fællesskab

Børn i Danmark bliver langt hen ad vejen enkeltintegrerede i skolen. Det har stor betydning, fordi børns leg og rollespil er en vigtig del af den sproglige, sociale og kognitive udvikling.

Det er ikke muligt som voksen at stå ved barnets side og hjælpe det hele vejen igennem barndommen, og det er heller ikke sundt for barnet, som har brug for at finde sit eget ståsted sammen med jævnaldrende.

Når kommunikationen mellem børnene ikke har gunstige kår, betyder det, at der opstår misforståelser og konflikter, eller at barnet trækker sig og isolerer sig. Derfor er det vigtigt, at man som forælder sikrer, at barnet har de mest optimale kommunikationsvilkår.

Eksperter kan hævde, at barnet hører fint med høreapparater eller CI, og det er ikke sikkert, at man kan mærke eller høre på barnet, at det ikke hører som alle andre. Faktum er bare, at der altid vil være noget, barnet går glip af i kommunikationen.

Hvorfor tidligt tegnsprog er så vigtigt

I mit arbejde har jeg mødt et væld af voksne med hørenedsættelse, der gennem tiden er blevet udbrændte, fordi de har troet, at det ikke at kunne følge med var et livsvilkår.

Derfor er det afgørende at tilbyde tegnsprog tidligt som en fuldgyldig del af barnets kommunikationspakke – ikke som en sidste udvej, men som en styrke, der kan give barnet, den unge og den voksne en mulighed for at vælge forskellige måder at kommunikere på.

Forskningen viser, at selv hos børn med mindre høretab kan der ske ændringer i hjernen på grund af udtrætning, der til forveksling ligner de ændringer, der sker hos mennesker, der er udbrændte (Bess et al., 2016).

Og hvis sprogmanglerne er så alvorlige, at de resulterer i sproglig deprivation, viser forskning, at der er øget risiko for psykisk mistrivsel, eller at man ender med at begå kriminalitet – delvist fordi man ikke forstår årsagssammenhænge og andre menneskers måder at tænke på.

Hvordan undgår vi sproglig deprivation – hvad kan du som forælder gøre?

Et barn, der er døvt eller har høretab, har en fuldt fungerende hjerne og et naturligt behov for sprog. Tegnsprog er ikke i vejen – det er en genvej til kommunikation, udvikling og trivsel.

Det handler ikke om at vælge mellem tale og tegn – det handler om at give mere og flere muligheder.

Fra en erfaren mor til dig, som måske er ny mor, familiemedlem eller nysgerrig fagperson, vil jeg anbefale dig at:

Bruge den viden, der er tilgængelig i dag. Hold dig opdateret, snak med andre og vær nysgerrig på ny viden

Være opmærksom på dit barns forsøg på at kommunikere, og svar! Interager med det – om det så er med fagter, lyde, mimik, gestik, øjenkontakt, pegninger, naturlige tegn eller tegninger, dans og rollespil – så bare giv los!

Berede dig på at forklare alle sammenhænge, der handler om alt fra årsag-virkning, lyde omkring jer, hvad andre mennesker gør, føler og tænker, til hvad der foregår uafhængigt af barnet.

Forvente meget af barnet – og forvente, at alle omkring det gør det samme. Børn kan meget mere, end vi tror, men de skal have sproglige redskaber og ressourcer, ikke begrænsninger.

Give barnet adgang til tegnsprog så tidligt som muligt. Du behøver ikke være perfekt – det vigtige er at starte og blive ved.

Stille krav til institutioner, lærere og fagpersoner. Det er dit barns ret at forstå verden omkring sig – og det kræver voksne, der forklarer og inkluderer.

Stå sammen med andre forældre og stil krav. Langt de fleste døve børn fødes af hørende forældre, så I er ikke alene. Hvis I står sammen og kræver et rigt sprog til jeres børn, kan I rykke mere end jeg, der skriver her på bagkant.

Tage hensyn til barnets naturlige måde at kommunikere på – ikke dine egne kommunikationsbehov. Undersøg, hvordan det føles naturligt for dit barn at kommunikere.

Opsøge og tale med andre familier og døve, der kan guide og klæde jer på til en tilværelse, der måske ser anderledes ud, end I havde forventet, men som kan være både berigende og fantastisk, hvis man giver sig hen til at lære tegnsprog og døveverdenen at kende.

Kærlige hilsner og skub med på vejen – og lad den vej være en otte-sporet motorvej og ikke en hullet grusvej.

Katja Lund

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 3. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 2.
Tekst: Katja Lund

Foto: Katja Lunds privatfoto

Når sproget ikke får lov at vokse – en vigtig fortsættelse

I den foregående tekst skrev jeg lidt om vores historie – om at stå som nybagt forælder i et ukendt landskab uden kompas i hånden. Om at ville gøre det rigtige, men ikke altid vide, hvad det var. Jeg fortalte om mit møde med fagfolk, metoder og velmente råd – og om den erkendelse, der fulgte senere: At det ikke var nok at fokusere på tale alene. At min søn havde brug for mere. For sprog i alle dets former. For tydelig, tryg og tilgængelig kommunikation – fra starten.

I denne fortsættelse går jeg i dybden med et begreb, der i stigende grad fylder i forskningen og praksis – især i udlandet: sproglig deprivation. Det er et begreb, der sætter ord på de konsekvenser, der kan opstå, når børn – bevidst eller ubevidst – ikke får adgang til det sprog, de har brug for, i deres tidlige udvikling.

Mange forældre og fagpersoner kender til enkeltstående symptomer og udfordringer, men få kender den overordnede sammenhæng. For mig personligt har det været en øjenåbner. Derfor håber jeg, at du – uanset hvor du står i landskabet – vil tage imod denne viden med nysgerrighed og åbenhed.

For jo mere vi ved, desto bedre kan vi støtte de børn, det handler om.

Hvad betyder “sproglig deprivation”?

Sproglig deprivation betyder, at et barn ikke får tilstrækkelig adgang til sprog – særligt i de første leveår, hvor hjernen er mest modtagelig for sproglig påvirkning. Det handler ikke om intelligens, motivation eller kærlighed. Det handler om, at barnet ikke får nok eksponering for et sprog, det kan forstå og bruge – og det kan få store konsekvenser.

Konsekvenserne af sproglig deprivation – hvad skal jeg vide som forælder?

Desværre er der i dag mange unge og voksne, der lider af en grad af sproglig deprivation. Det er et kontinuum, og forskellige aspekter af det kan være i spil i større eller mindre grad. Konsekvenserne kan være mange, og listen er ikke udtømmende. Derfor findes der endnu ikke en officiel diagnose, selvom man i USA har arbejdet med sproglig deprivation i praksis i over 20 år.

Der er dog både forskere og praktikere, der er enige om, at sproglig deprivation kan føre til forskellige grader af vanskeligheder – eksempelvis med pragmatiske færdigheder – som kan komme til udtryk, selvom barnet klarer sig fagligt godt. Det kan også vise sig som vanskeligheder med at fortolke og udtrykke følelser på en nuanceret måde. Symptomerne kan opstå i forskellige grader og på forskellige udviklingsområder – og i bestemte livsperioder – hos både børn og voksne.

Når sproget ikke rækker: tegn og konsekvenser

Dr. Sanjay Gulati, forsker og læge ved Cambridge Health Alliance, har introduceret betegnelsen ‘Language Deprivation Syndrome‘. Her er nogle af de tegn, man kan være opmærksom på hos barnet. Disse konsekvenser er ikke en dom, men de er reelle – og de kan forebygges med tidlig indsats og adgang til et rigt og nuanceret sprog.

Følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer

Øget aggression, frustration og vrede – rettet mod sig selv eller andre

Gentagelse af fejl på grund af manglende forståelse af sammenhænge

Kognitive udfordringer

Vanskeligheder med tid, sekvens, kronologi og narrativer

Problemer med at forstå årsag og virkning

Udfordringer med eksekutive funktioner: planlægning, initiativ, dømmekraft og selvkontrol

Vanskeligheder med abstrakte begreber og overførsel af erfaringer fra ét område til et andet

Sproglige og kommunikative udfordringer

Manglende sproglige redskaber til at udtrykke sig klart

Vanskeligheder med poesi, ordspil, symbolik og metaforer

Begrænset forståelse af sociale relationer og komplekse sociale koncepter

Lærings- og vidensudfordringer

Vanskeligheder med at tilegne sig ny viden og forstå, at viden eksisterer uden for én selv

Problemer med at anvende ny viden i adfærd og følelsesregulering

Manglende grundlæggende viden om fx sundhed, seksualitet og relationer, hvilket kan føre til lavere livskvalitet

Sociale og mentale processer

Svækket mentalisering / Theory of Mind – svært ved at forstå andres perspektiv

Begrænset evne til at se sammenhænge i sociale interaktioner og forstå samtalepartners behov

Disse konsekvenser er ikke en dom, men de er reelle – og de kan forebygges med tidlig indsats og adgang til et rigt og nuanceret sprog.

Men hvordan opstår sproglig deprivation egentlig?

Der vil altid være en risiko for, at barnet går glip af information, fordi ikke alt, der har lyd, oversættes visuelt. Men som forældre kan man gøre sig umage for at forklare, hvad der sker: hvad andre tænker, hvorfor de handler, som de gør, hvilke lyde der er i omgivelserne, og hvad de betyder.

Man kan bruge høretekniske hjælpemidler og lade barnet vide, hvad der foregår i andre rum i huset – eller forklare fx hvorfor storebror fik skældud, så det døve barn eller barnet med hørenedsættelse ikke gentager adfærden uden at vide, det er forkert.

Som forældre kan man også kræve, at pædagoger og andre fagpersoner omkring barnet gør en indsats for at forklare sociale spilleregler og andres handlinger, så barnet ikke mister sammenhængen i det, der sker.

Det vigtigste er at sikre tidlig sproglig stimulation, men hvis barnet er ældre, er det vigtigt at sætte alle sejl ind for at lære barnet så meget sprog som muligt.

Flere amerikanske forskere beskriver årsagerne til sproglig deprivation som:

Barnet bliver ikke eksponeret for et vedvarende og fuldt udviklet tegnsprog i de første fem leveår. Rent talesprog er ikke nok, da noget vil gå tabt.

Jo mindre hørelse fra fødslen, jo større risiko for sproglig deprivation – medmindre barnet vokser op i en tegnsprogsrig familie, der kan give adgang til et flydende og tilgængeligt sprog.

Individuelle forskelle – nogle børn har nemt ved at tilegne sig sprog og forstå sprogets struktur, mens andre har brug for mere tid og støtte. Det kræver en større indsats og varierede læringsmetoder.

Geografi – der kan være langt til andre døve, døvemiljøer og fagpersoner, der kan støtte barnet og familien i en tosproget tilgang med tegnsprog som det ene sprog.

Mangel på undervisningsmuligheder og adgang til sociale og velfærdsmæssige tilbud.

Manglende erkendelse af, at barnet har særlige behov.

Fortsættelse følger – jeg håber, du har lyst til at læse med videre.

Kærlige hilsner, Katja

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 2. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 1.
Tekst: Katja Lund

Foto: Frida Liv Merinder

Et ukendt landskab uden kompas i hånden

Du står midt i et nyt og ukendt landskab – fyldt med tekniske begreber, store valg og mange følelser. Det kan være svært at finde vej. Derfor vil jeg gerne dele noget med dig, som jeg selv ville ønske, jeg havde vidst, da min søn blev født for 22 år siden. Selvom det er længe siden, er denne viden mere aktuel end nogensinde. Siden dengang er fronterne i feltet blevet trukket skarpere op, og det, der dengang kun var ved at tage form, er i dag langt mere tydeligt og polariseret.

De mange år, der er gået siden min søn kom til verden, har jeg brugt på at blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at have et høretab – og rejsen er langt fra slut. Siden 2005 har jeg arbejdet inden for området og har blandt andet forsket i stress og udmattelse hos voksne med høretab – en konsekvens af det at høre dårligt, som desværre rammer mange senere i livet.

Hvad er sprog – og hvad forbinder vi med det?

I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra en konference i Tacoma, USA. Det er sidst i april 2025. Konferencen handlede om vigtigheden af det tidlige sprog og at anvende tegnsprog som en del af kommunikationen, også hos børn med CI (cochlear implantat) og hørenedsættelse. ”Sproget først!” Sådan lyder det fra flere af oplægsholderne. Konferencen er tilrettelagt af organisationen af samme navn, Language First. Og navnet giver mening. Det handler nemlig om at prioritere sproget som noget af det allervigtigste for barnets udvikling.

Med sprog mener de sprog i alle former – også former, vi måske ikke forbinder med sprog såsom tegninger, bevægelse, apps osv. Men først og fremmest tegnsprog. Det handler kort sagt om at kommunikere, ikke bare overfladisk men virkelig at forvente noget af kommunikationen; forfølge mulighederne for at dykke ned i sproget, nuancere det, reflektere, repetere, lege, gribe fat i detaljerne sammen med barnet og på den måde udvide og forfine alle aspekter af sproget.

Alle deltagere talte tegnsprog, og jeg troede først, at alle var døve. Men de omkring 200 deltagere viste sig at være en blanding af hørende og døve amerikanere og canadiere, der arbejder med sprogudvikling hos børn, der har nedsat hørelse eller er døve. Dvs. også børn, der har høreapparater og CI. I USA skal alle, der har bare perifer berøring med denne gruppe af børn, nemlig trænes og eksamineres i tegnsprog. Og i USA samarbejder man i høj grad med døve mentorer for at opbygge et stærkt sprogligt fundament. Det er anderledes i Danmark.

Når sproget mangler – sproglig deprivation

I løbet af konferencen blev betegnelsen ’sproglig deprivation’ også nævnt flere gange. Men hvad betyder det? Ja, man kan sige, at det faktisk er det modsatte af et stærkt sprogligt fundament. De fleste, der kender til døve og børn med nedsat hørelse, kender til aspekter af det. Ofte kan man se, at barnet får nogle udfordringer, men de færreste ved, at disse udfordringer kan skyldes et mangelfuldt sprogligt input. Mange tror fejlagtigt, at det udelukkende skyldes barnets begrænsninger og forstår ikke, at det kan hænge sammen med omverdenens manglende evne til at sikre et rigt og flydende sprog hos barnet. At der faktisk er en mulighed for at give barnet mere sprog, men at man ikke griber den. Da jeg som hørende mor i 2002 fik min søn og begyndte at sætte mig ind i hvad det vil sige at have et døvt barn, kunne jeg bl.a. læse mig frem til at barnet kunne være ’forsinket’ i udviklingen på forskellige måder fx ift. at kunne konsekvensberegne, ift. sociale færdigheder osv. Siden da er jeg blevet meget klogere, og hold da op hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft den viden, som jeg har i dag.

Vores historie – et tilbageblik med ny viden

Vi var en familie som alle andre, der ville gøre alt det rigtige. Vores søn fik CI, vi trænede med tale, vi samarbejdede med eksperter, og vi var nogle af de første i Danmark, der blev introduceret til AVT (Auditory Verbal Therapy). Vi fik at vide, at vi skulle stoppe med at tale tegnsprog. Og det gjorde ondt, for som forældre kunne vi se, at det var det sprog, han elskede og trivedes i, mens han kæmpede med alt det nye, der foregik inde i hovedet på ham, en helt ny sans, der blev aktiveret og virkede voldsom på ham.

I dag ser jeg tilbage og ved, at det ikke var nok med det auditive verbale sprog. Han havde brug for både tegn og tale – for sproget skal være tilgængeligt, tydeligt og trygt. I dag er han voksen med diagnoser og udfordringer, som delvist, hvis ikke helt, skyldes sproglig deprivation. Det kan jeg se med den viden, jeg har i dag, hvor man er begyndt at tale meget mere om, hvad det er for et samlet billede, man ser hos børn, der har manglet fuld adgang til sproget i de tidlige år. Forskere, terapeuter, lærere og talehørepædagoger fra USA arbejder på at brede budskabet om sproglig deprivation ud, så de i dag kan referere til termen indenfor det sociale og sundhedsfaglige område og forvente, at de fleste ved hvad det handler om. Mange fagfolk i USA informerer derfor som en fast del af den tidligste familievejledning om risikoen ved sproglig deprivation, samt hvordan man som forældre kan arbejde aktivt for at undgå det. Så langt er vi endnu ikke i Danmark.

Historier fra barndommen

I dag har jeg kolleger, der er døve eller har et høretab, som fortæller mig historier fra deres barndom, der forklarer forskellige logiske sammenhænge mellem det at have (eller ikke have) kompetente voksne omkring sig, der kan tage kommunikationen et skridt videre (eller ikke gør det, fordi det er det nemmeste og de ikke kender konsekvenserne på længere sigt). De ved nemlig, hvordan det er at vokse op med et sprog, der er tilgængeligt – eller hvordan det føles at stå uden for kommunikationen i barndommen. Deres erfaringer er guld værd, og du kan lære meget af dem.

Behov for tålmodige, engagerede voksne og tydelige krav – med tro på barnets evne

Det giver rigtig meget mening, at et barn ikke udvikler evnen til at sætte sig i andres sted – det man også kalder mentaliseringsevnen – hvis forældre, pædagoger, lærere og andre i barnets omgangskreds ikke fortæller barnet, hvad andre mennesker tænker og føler i forskellige situationer.

Det kræver tålmodige og engagerede voksne, der er opmærksomme på barnet og forstår, at barnet har brug for at få forklaret sammenhænge og årsager til, at andre omkring det reagerer på forskellige måder, hvad andre tænker, og at andre kan have samtaler og tanker uafhængigt af barnet. Det stiller krav til både omverden og til barnet selv, for det døve barn eller barnet med nedsat hørelse kan ikke høre det, som andre børn helt automatisk opfanger bevidst eller ubevidst.

Der kan være forskellige årsager til, at man ikke stiller de samme krav til de døve børn eller børnene med nedsat hørelse. To vigtige grunde kan være, 1) at man som voksen ikke tror, man har kompetencerne til at kommunikere med barnet, eller 2) at man tror, børnene mangler evnerne til at kommunikere nuanceret, fordi de ikke kan høre. Men her er det vigtigt at huske, at den eneste forskel der typisk vil være er, at det døve barn ikke kan høre – hjernen fungerer som hos alle andre børn og den er SÅ klar til at kommunikere! Den vil bruge alle midler og måder den kan finde på til at kommunikere, som man som voksen har mulighed for at gribe, hvis man er opmærksom og ved hvordan.

I den næste tekst vil jeg fortælle mere om sproglig deprivation – som begreb, diagnose og konsekvens.

Med kærlighed, Katja

Indlægget Sproglig deprivation – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt for dig som forælder til et barn med høretab? Del 1. blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Den tidlige interaktion med dit døve barn/barn med høretab
Foto: Christian Daugaard

Interaktion danner fundamentet for sprog

Et lille barn udvikler sin fornemmelse for sprog og forståelse for, hvad sprog bruges til, allerede fra sine første levemåneder. En god tidlig interaktion mellem det lille barn og dig/jer som forældre danner fundamentet for barnets fremtidige sproglige, kognitive og sociale udvikling.

Det er vigtigt at begynde at støtte interaktionen med jeres døve barn/barn med høretab allerede i løbet af de første måneder. Også selvom I måske er usikre på, hvordan man gør det bedst.

Når jeres lille barn forstår de grundlæggende regler for kommunikation med omgivelserne, vil barnet forstå, at sproget er noget, man bruger til at kommunikere. Og at det er ligemeget, hvilket sprog der anvendes.

Det gode er, at babyen reagerer på alting, der fremmer interaktionen: taktil kontakt, visuel og auditiv stimulering (afhængigt af barnets hørelse). Derfor er det vigtigt at bruge alle kommunikationsformer for at fremme barnets lyst til at kommunikere og være i kontakt med sine omgivelser.

For at sikre en god tidlig interaktion mellem jer er det vigtigt, at I er opmærksomme på barnets signaler og er engagerede i at igangsætte og opretholde kontakten. Når der gestikuleres, smiles, peges på genstande i barnets synsfelt, eventuelt kommunikeres på tegnsprog, eller der forsøges med tegn, vil der opstå en interaktion mellem barnet og omgivelserne.

Tegn hæmmer ikke udvikling af hørelse/lydsprog

Nogle kan måske blive usikre omkring, hvordan det døve barn/barnet med høretab senere i livet kan lære skrift- eller lydsprog, når det har været eksponeret for tegnsprog i sine første leveår. Men det er vigtigt at slå fast: Tegn og visuel kommunikation hæmmer ikke udviklingen af hverken hørelse eller lydsprog.

Forskning viser, at døvfødte børn, som lærer tegnsprog før deres CI-operation, har bedre sproglige og kognitive færdigheder samt arbejdshukommelsesprocesser. Børn, der har en grundlæggende forståelse for sprog og kommunikation, har et større ordforråd både på tegnsprog og lydsprog, selvom de er blevet eksponeret for tegn i løbet af deres første leveår.

En grundlæggende sprogforståelse er ikke bundet til en bestemt modalitet, som fx dansk lydsprog. Det væsentlige er at have adgang til et sprogligt system i de første levemåneder, så der kan dannes en forståelse for, hvad det vil sige at være i interaktion med sine omgivelser, hvordan man fastholder sin opmærksomhed, og hvordan man deltager aktivt i kommunikationen.

Et godt sprogligt fundament i de tidlige år styrker barnets sproglige udvikling og gør det døve barn i stand til at lære andre sprog, som for eksempel lydsprog, og til at udvikle læse- og skrivefærdigheder.

Den tidlige interaktion med dit døve barn

Gråd

I den helt tidlige fase kan det lille barn kun udtrykke få følelser ud fra sine basale behov. Når barnet er sultent, græder det, og i begyndelsen søger barnet også omsorg og tryghed gennem gråd. Når I som forældre reagerer på barnets signaler og behov, skaber I en grundlæggende følelse af tryghed hos barnet og styrker den følelsesmæssige forbindelse mellem forælder og barn.

Tryghed

Det lille spædbarn er født med et indbygget, intuitivt behov for at reagere på sine omgivelser og iagttage, hvordan omgivelserne responderer.

Forældrenes evne til at genkende det lille barns forskellige udtryk og reagere konsekvent på dem er med til at skabe en følelse af tryghed hos barnet. Tryghed er med til at fremme barnets lyst til at udforske sine omgivelser og være i kontakt med andre mennesker.

Brug af alle sanser

Tidlig interaktion med døve børn/børn med høretab indeholder mange elementer, der er baseret på følesansen. Ved at tilegne jer denne måde at kommunikere på, skaber I det fundament, der skal til, for senere at kommunikere med tegn.

En interaktion, hvor mange elementer er baseret på følesansen, er måske lidt anderledes, end hvad man er vant til i den tidlige interaktion mellem hørende forældre og normalthørende småbørn, hvor man primært bruger lyd og tale.

Taktil kontakt

Taktil kontakt, som fx en let berøring ved skulderen eller på brystet (eller på ryggen hvis babyen ligger på maven), spiller også en stor rolle i interaktionen med et døvt barn. Ved hjælp af taktil kontakt lærer forældrene den døve baby at orientere sig om sine omgivelser og inviterer babyen til interaktion, hvor forælderen så kan opfordre til øjenkontakt og forsøge at holde babyens opmærksomhed.

Døve forældre anvender taktil kontakt med deres børn meget hyppigere end hørende forældre og bruger flere pegninger på genstande eller personer i rummet. Taktile markører, såsom at røre barnet på skulderen for at få dets opmærksomhed, er grundlæggende for den visuelle kommunikation. Det døve barn vil lære, hvordan man skiftes til at kommunikere og reagere, og det betyder, at barnet lærer det væsentlige for interaktion med andre mennesker.

Ved hjælp af den taktile kontakt lærer I som forældre jeres lille barn at være opmærksom på omgivelserne:

Du kan for eksempel prikke barnet let på skulderen og se, at barnet reagerer ved at rette sit blik mod dig. Med tiden vil barnet begynde at forbinde et prik på skulderen med en invitation til interaktion.

Øjenkontakt

Det lille barn bruger alle sine sanser til at lære, hvordan det skal interagere med sine omgivelser. Selvom høresansen ikke er til stede, har barnet sin synssans, som det bruger aktivt.

De første seks måneder er det lille barn meget fascineret af ansigter, særligt forældrenes. Små børn bruger meget tid på at studere ansigter og lære at genkende dem.

På samme måde som med taktil kontakt kan I opfordre barnet til øjenkontakt og derigennem forsøge at fastholde barnets opmærksomhed. På den måde lærer det lille barn betydningen af øjenkontakt. Barnet bliver bedre til at fastholde opmærksomhed på sine omgivelser.

Efter de første seks måneder

Jeres “lydhørhed” overfor jeres lille barns følelsesmæssige udtryk er vigtig for barnets udvikling. I kan hjælpe barnet med at forstå og dele dets følelser.

Turtagning

Når dit barn bliver ældre end seks måneder er næste skridt, at I bruger pegebevægelser til at at rette barnets opmærksomhed mod genstande eller personer i rummet.

Turtagning er en vigtig færdighed, hvor dit lille barn lærer at skifte mellem at lytte og ‘tale’ i en samtale.

Samtidig trænes dit lille barn i at rette opmærksomheden mod sine omgivelser. Det hjælper barnet med at forstå konteksten i kommunikationen. Med turtagning lærer dit lille barn at fastholde sin opmærksomhed, mens I taler sammen, eller der bliver talt til det.

Når babyen kan holde fokus og begynder at forstå, at samtaler går frem og tilbage mellem den selv og den voksne, har den lært det grundlæggende for at udvikle sprog.

Opmærksomhed

Det kan næsten ikke siges nok: Evnen til at fastholde opmærksomhed er afgørende for at udvikle evnen til at forstå og bruge et sprog effektivt.

Når dit lille barn kan fastholde opmærksomheden, hjælper det barnet med at lære nye tegn og ord. Det kræver nemlig koncentration og fokus at følge med og lære. Forældrenes aktive deltagelse og respons på barnets kommunikationsforsøg er derfor afgørende for at støtte barnets sproglige udvikling.

Derfor er det vigtigt, at I har hyppig øjenkontakt og ansigt-til-ansigt-interaktioner med jeres lille barn. Det er med til at styrke båndet mellem jer og barnet, og det fremmer barnets lyst til at kommunikere og socialisere.

Smil og pludren med hænderne

Babyen begynder at smile som en måde at kommunikere på og reagerer også på dens forældres smil. Dette er en vigtig del af barnets følelsesmæssige udvikling.

Selvom babyen er døv, kan babyen enten pludre med lyd eller pludre med sine hænder, hvis du kommunikerer på tegnsprog eller med tegn med dit barn. Dette er barnets tidlige forsøg på at kommunikere med dig og udtrykke glæde. I de første 4-6 måneder pludrer babyen med sine hænder på en måde, så det ligner tilfældig pludren, men herefter begynder babyens pludren at minde om det tegnsprog, den er omgivet af.

Din baby begynder typisk at pludre med hænderne, når den er mellem 3 og 12 måneder gammel.

Læs mere: Milepæle for en tidlig sprogudvikling på tegnsprog

Blikretning og fælles opmærksomhed

Babyen fokuserer i stigende grad sin opmærksomhed på verden omkring sig: I denne fase begynder babyen at blive mere opmærksom på sine omgivelser. For eksempel kan babyen begynde at følge bevægelser, lyde og lys med øjnene.

Barnet følger den voksnes blik: Barnet lærer at følge, hvor den voksne kigger hen. Hvis forælderen fx kigger på en bold, vil barnet også kigge på bolden.

Barnet udvikler evnen til at dele opmærksomhed med en anden person (fælles opmærksomhed): Barnet lærer at fokusere på det samme objekt eller den samme begivenhed som en anden person. Fx kan barnet og forælderen begge kigge på et stykke legetøj, og barnet vil skiftevis kigge på legetøjet og forælderen. Fælles opmærksomhed har en stor betydning for barnets sproglige udvikling. Forskning viser, at børn, der kan opretholde langvarig fælles opmærksomhed, er længere fremme i deres sproglige udvikling sammenlignet med børn, hvis evne til at fastholde fælles opmærksomhed er kortere og mindre hyppig.

Babyen er interesseret i og påvirket af andres opmærksomhed: Babyen begynder at forstå, at andre mennesker også har egne interesserer. For eksempel kan babyen blive nysgerrig, når forælderen kigger på noget, og den vil derfor kigge på det samme.

Opmærksomhed på sprog

Barnet begynder at bruge gestik, blik og eventuelt lyde med en bestemt hensigt. For eksempel kan barnet pege på et stykke legetøj og lave bevægelser med hænderne for at få forælderen til at tage legetøjet til sig.

Barnet bliver opmærksom på formålet med sprog: Barnet begynder at forstå, at sprog bruges til at kommunikere, og det begynder at forstå betydningen af ord og sætninger. Fx kan barnet begynde at genkende tegn som MAD eller LEGETØJ og forstå, hvad de betyder.

De første ord/tegn

Barnets første tegn eller ord plejer at komme omkring 1 års-alderen og er et stort skridt i barnets sproglige udvikling.

Barnet begynder at forstå ofte brugte tegn og ord: Barnet lærer betydningen af de ord og tegn, der ofte bruges omkring det. Fx kan barnet begynde at reagere på ord som “kom” eller “nej”. Barnet begynder også at forstå og selv gentage de tegn, som det ofte ser.

Vigtige pointer

Sprogudvikling: Tidlig interaktion hjælper barnet med at lære grundlæggende kommunikative færdigheder som øjenkontakt, turtagning og opmærksomhed på omgivelserne.

Tilknytning: Tidlig interaktion skaber en stærk følelsesmæssig tilknytning mellem barnet og forældrene, hvilket giver barnet tryghed.

Fokus og opmærksomhed: Barnet lærer at fastholde sin opmærksomhed, hvilket er afgørende for effektiv sprogbrug og forståelse.

Kommunikative færdigheder: Barnet lærer at skifte mellem at kommunikere og reagere, hvilket er grundlæggende for samspillet mellem mennesker.

Sociale færdigheder: Tidlig interaktion fremmer barnets lyst til at kommunikere og socialisere med andre.

Tryghed og udforskning: Konsekvent reaktion på barnets signaler skaber en følelse af tryghed, som fremmer barnets lyst til at udforske sine omgivelser.

Grundlæggende sprogforståelse: Tidlig adgang til et sprog, uanset om det er tegnsprog eller lydsprog, hjælper barnet med at forstå, hvad det vil sige at være i interaktion med sine omgivelser. Dette tidlige sproglige fundament vil gøre det lettere for barnet at lære andre sprog, herunder skrift- og lydsprog, senere i livet.

Styrkelse af kognitive færdigheder: Forskning viser, at døvfødte børn, som lærer tegnsprog før deres CI-operation, har bedre sproglige og kognitive færdigheder samt arbejdshukommelsesprocesser.

Boost af læring af andre sprog: Forskning viser, at døve børn, der har en grundlæggende forståelse for sprog og kommunikation, har et større ordforråd både på tegnsprog og lydsprog, selvom de er blevet eksponeret for tegnsprog i de første leveår.

Referencer

Delcenserie, A., Genesee, F., & Champoux, F. (2024). Exposure to sign language prior and after cochlear implantation increases language and cognitive skills in deaf children. Developmental Science, 27(4), e13481. https://doi.org/10.1111/desc.13481Medical Xpress+3

Pontecorvo, E., Higgins, M., Mora, J., Lieberman, A. M., Pyers, J., & Caselli, N. K. (2023). Learning a sign language does not hinder acquisition of a spoken language. Journal of Speech, Language, and Hearing Research, 66(4), 1291–1308. https://doi.org/10.1044/2023_JSLHR-22-00336

Fieldsteel, Z., Bottoms, A., & Lieberman, A. M. (2022). Nouns and verbs in parent input in American Sign Language during interaction among deaf dyads. Language, Learning and Development, 16(4), 351–363. https://doi.org/10.1080/15475441.2020.1780023

Brooks, R., Singleton, J. L., & Meltzoff, A. N. (2020). Enhanced gaze-following behavior in Deaf infants of Deaf parents. Developmental Science, 23(2), e12900. https://doi.org/10.1111/desc.12900

Lieberman, A. M., Hatrak, M., & Mayberry, R. I. (2014). Learning to look for language: Development of joint attention in young deaf children. Language Learning and Development, 10(1), 19–35. https://doi.org/10.1080/15475441.2012.760381

Harris, M., & Chasin, J. (2005). Visual attention in deaf and hearing infants: The role of auditory cues. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 46(10), 1116–1123. https://doi.org/10.1111/j.1469-7610.2005.01514.x

Harris, M. (2001). It’s all a matter of timing: Sign visibility and sign reference in deaf and hearing mothers of 18-month-old children. Journal of Deaf Studies and Deaf Education, 6(3), 177–185. https://doi.org/10.1093/deafed/6.3.177

VIKKE – forskningsprojektet om tidlig interaktion på tegnsprog (hjemmesiden er på finsk): https://www.vikkenmi.fi

Indlægget Den tidlige interaktion med dit døve barn/barn med høretab blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Efter diagnosen – hvad kan du gøre?
Foto: Christian Daugaard

Du har måske lige fået at vide, at dit lille barn er døvt eller har et høretab. Du kan måske være usikker på, hvordan du bedst kommunikerer med dit barn, hvis du selv er hørende, og lige pludselig ikke længere kan gøre det, der falder dig intuitivt og naturligt.

Almindelige reaktioner

Du kan måske opleve en sorgreaktion ved diagnosen af dit barns døvhed/høretab og gå igennem forskellige følelser som chok, benægtelse, vrede, skyldfølelse og tristhed.

Du (og din partner) kan måske have mange spørgsmål, der løber igennem hovedet: Vil jeres barn kunne leve livet som andre børn? Lære at læse og skrive? Tage uddannelse? Få sig et job? Blive gift?

Husk, at det generelt tager tid at kunne afkode dit barns signaler, og det er helt naturligt, hvis du er fortvivlet eller stresset. Det er okay at bede din partner om at tage over, når det føles uoverskueligt, og du oplever indre uro. Dit barn kan mærke din sindsstemning, selvom det stadig er meget lille, og blive uroligt.

Kom i gang med at kommunikere

Hvis du ikke kan tegnsprog endnu, kan du bruge mimik og gestik, og du kan pege på genstande i dit barns synsfelt. Mange forældre kan have en tendens til at holde helt op med at kommunikere med deres barn efter diagnosen på grund af chokket og sorgen. Men det kan have en lindrende effekt på din stress, hvis du føler, du handler på det, og sørger for at være i kontakt med dit barn.

Mere info

Her hos Tegnsprogspakken.dk kan du læse svar på de mest almindelige spørgsmål om døvhed, tegnsprog, livet som døv og meget mere. Her er også gode råd fra andre forældre.

Her kan man se en liste over undervisningstilbud i dansk tegnsprog, som findes rundt omkring i Danmark. Oversigten er delt op efter regionerne: https://dansktegnsprog.dk/videnscentral/undervisningstilbud

Læs mere: Tidlig interaktion med din døve baby

Læs mere: 9 gode råd fra andre forældre

Indlægget Efter diagnosen – hvad kan du gøre? blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Kære forælder: Du er ikke alene – 9 gode råd fra andre forældre til døve børn og børn med høretab
Når du får et barn, der er døvt eller har et betydeligt høretab, opstår der tusind spørgsmål.

Her er nogle erfaringer og råd fra os, der står – eller har stået – i samme situation som dig. Ikke som eksperter, men som forældre.

Med varme hilsener fra os forældre i referencegruppen bag Tegnsprogspakken.

Du er ikke alene

Søg fællesskaber – både for din egen skyld og for dit barns. Netværk, familiehøjskoler, legeaftaler og besøg i døvemiljøet kan åbne døren til værdifulde relationer og spejling for jer begge.

Lær tegnsprog

Også hvis dit barn har CI eller andre høretekniske hjælpemidler. Tegnsprog handler ikke kun om at være døv. Det er en vej til kontakt, tryghed, nysgerrighed og tilknytning. For døve børn eller børn med høretab kan det være den eneste måde at udtrykke sig på tidligt i livet. Og I kan begynde tidligt – allerede før dit barn fylder 1 år.

Følg din mavefornemmelse

Det er dig, der kender dit barn bedst – ikke systemet. Du vil møde fagfolk, velmenende råd og masser af meninger. Lyt, men mærk efter. Det, der føles rigtigt for jer, er rigtigt for jer. Hold fast i det – også når I møder modstand.

Stå ved dit barns rettigheder

Hold fast i de artikler, forskningsresultater eller erfaringer, I føler jer forbundet med. De kan være vigtige, når I skal forklare og forsvare jeres valg.

Sammen står vi stærkere

Netværk med andre forældre gør en kæmpe forskel. Deltag i netværksweekender og familielejre, selvom det kan være tidskrævende – det er guld værd. Her får både børn og voksne mulighed for at spejle sig og opleve, at de ikke er alene.

Vær nysgerrig på dit barns verden

Tal med dit barn om stort og småt – med både hænder og stemme. Leg med sproget, læs bøger, og skab hyggelige stunder med kommunikation. Det handler ikke om perfekt dansk eller korrekt tegnsprog – det handler om at forstå hinanden.

Behandl dit barn som et barn

Stil krav, opdrag og støt – ligesom du ville med andre søskende. Giv barnet værktøjer til at begå sig socialt, og lad det være en del af fællesskabet.

Døve børn kan sagtens lære flere sprog

Tegnsprog, skriftsprog, talesprog – sprogene kan udvikle sig parallelt, og det ene udelukker ikke det andet.

Overgange kan være svære

Fra vuggestue til børnehave. Fra skole til uddannelse. Hver overgang kan føles som at starte forfra. Gem derfor jeres noter, materialer og argumenter – de kan bruges igen. Brug også jeres netværk – andres erfaringer kan gøre forskellen.

Giv ikke op

Du og dit barn er ikke alene. Der findes et levende fællesskab fyldt med erfaringer, håb og livsglæde – og der er plads til jer.

Indlægget Kære forælder: Du er ikke alene – 9 gode råd fra andre forældre til døve børn og børn med høretab blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Forstå systemet omkring dit døve barn eller barn med høretab
Foto: Myriams-Fotos fra Pixabay

Det sker der, når det konstateres, at dit barn har et høretab

Hørescreening (0–3 døgn efter fødslen)

Alle nyfødte i Danmark får tilbudt en hørescreening på hospitalet inden for de første dage.
Det er en lynhurtig, smertefri test (OAE-test eller AABR), der viser, om barnets hørelse er normal, eller om der er behov for yderligere undersøgelser.

Mange forældre oplever, at de ikke får særlig meget information om testen og bliver bekymrede og usikre på, hvad der skal ske, hvis barnet ikke reagerer på testen. Der kan være mange grunde til, at barnet ikke reagerer på testen, fx væske i ørerne. Derfor bliver familien efterfølgende henvist til en ny høreprøve på en audiologisk afdeling. I nogle tilfælde fravælger forældrene hørescreeningen med det samme, da de allerede ved, at barnet har et høretab pga. genetisk arvelighed. I det tilfælde går man direkte til den videre udredning.

Udredning (2–6 uger efter fødslen)

Hvis barnet stadig ikke reagerer på høreprøven, går man i gang med en mere grundig høreundersøgelse – typisk kaldet en diagnostisk ABR (automatisk hjernestammeaudiometri). Det foregår ofte, mens barnet sover, og viser, hvor stort høretabet er, og om det er midlertidigt (fx pga. væske) eller permanent. Det foregår på et hospital, og man bliver automatisk indkaldt til høreundersøgelsen.

På dette tidspunkt begynder mange forældre at få bekymringer og tanker om, hvad der skal ske – og det er derfor vigtigt at tale med de rette fagfolk, få støtte og få klarhed over, hvilke rettigheder man har. Man er dog fortsat i et afklaringsforløb og har derfor ikke en diagnose endnu.

Diagnose og videre forløb (ca. 1–3 mdr. efter fødslen)

Hvis høretabet bekræftes, henvises familien videre til:

Audiologisk afdeling: Man bliver tilknyttet en audiologopæd, hvor man taler om det videre forløb, og hvor barnet evt. får tilbudt høreapparater. Hvis det drejer sig om et stort høretab, bliver man henvist videre til yderligere udredning til Cochleaimplantat (CI). Gennem udredningen gennemgår barnet i narkose en omfattende høreprøve, en MR-scanning og til slut eventuelt en CI-operation. Man skal være forberedt på, at forløbet kan tage flere måneder.

Auditory Verbal Therapy (AVT)- forløb: Auditory Verbal Therapy (AVT): Når barnet har fået høreapparater eller CI, får man ofte tilbudt et AVT-forløb. AVT er en specialiseret tilgang, der har fokus på udvikling af lydsprog.

Hvem kan I få hjælp og viden fra som forældre?

Netværk med andre forældre

Der findes Facebook-grupper, hvor man kan finde støtte og erfaringsudveksle:

Netværksgruppe for forældre til børn med høretab

Høreforeningen – en side for alle med høretab

deCIbel – en side for børn og unge med høretab (og deres familier)

PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning)

PPR, som er en afdeling i kommunerne, kan hjælpe med at støtte barnets udvikling og trivsel – fx i forhold til sprog, kommunikation og behov i hverdagen. Det er dog ikke sikkert, at alle PPR-afdelinger har særlig erfaring med børn med høretab. PPR bliver som regel først inddraget, når der er stillet en klar diagnose om høretab. I kan dog godt prøve at kontakte dem før diagnosen.

PPR kan bl.a. hjælpe med:

at finde et relevant pasningstilbud, hvor personalet har viden om høretab (OBS: Det er ikke altid, de har kendskab til, hvilke institutioner der har viden/erfaring med børn med høretab, her kan forældre evt. søge råd via Tegnsprogspakken).

at søge om udredning hos Hørerådgivningen (se mere under afsnittet Hørerådgivningen).

at beskrive og anbefale indsatser, som familien og barnet har brug for.

PPR kan også vejlede daginstitutionen og være med til at sikre, at barnet får de rette støttemuligheder i hverdagen.

I kan kontakte PPR i jeres bopælskommune.

Hørerådgivningen

Specialiseret rådgivning til børn med høretab. De tilbyder kurser for familier og fagprofessionelle, der arbejder med, eller har interesse for, børn og unge med hørenedsættelse. De kan også vejlede PPR og kommunen om, hvilke støttemuligheder der er relevante for jeres barn. www.hoereraadgivningen.dk

Tegnsprogspakken

Et tilbud til forældre med døve børn, hvor man kan få viden, materialer og netværksstøtte til hverdagen med et døvt barn eller barn med høretab.

Yderligere støtte og muligheder for familier med børn med høretab

(PPR kan hjælpe ved at støtte jeres ansøgning)

Pasningstilbud til børn med høretab

Børn med høretab har mulighed for at blive optaget i daginstitutioner, hvor der er særlig viden om høretab og kommunikation – fx institutioner med tegnstøttet kommunikation eller tegnsprog. I nogle kommuner er der allerede daginstitutioner, hvor de har viden om børn med høretab. Der kan børn med høretab søge om at få plads. Hvis der ikke er daginstitutioner med erfaring/viden, kan der eventuelt ansættes en støttepædagog gennem personlig assistance (se mere under “Personlig assistance”). I kan tale med PPR om mulighederne for et specialiseret dagtilbud, hvis det vurderes at være i barnets tarv. Du kan også kontakte Tegnsprogspakken for at få information om, hvilke institutioner der i øjeblikket har viden om døve børn og børn med høretab.

Hjælp eller særlig støtte i daginstitution

(jf. Dagtilbudsloven § 4, stk. 2 og Barnets Lov § 82)

Særlig støtte er en støtteordning, som barnet pga. sin hørenedsættelse kan få i daginstitutionen. Den er tænkt til at understøtte barnets sproglige udvikling, fx støtte til tale- eller tegnsprogstræning. Behovet for støtte afhænger dog af barnets konkrete situation.

Særlig støtte kan være følgende:

En intern eller ekstern støttepædagog, der kan støtte barnets tale- eller tegnsprogsudvikling.

En støttepædagog, der understøtter barnet i at kommunikere med andre og hjælper barnet med at deltage i aktiviteter.

Støtte til at implementere kommunikationsværktøjer, som for eksempel støttende indsatser eller teknologier, der kan hjælpe barnet med at udvikle sprogfærdigheder.

For at få bevilget denne type støtte i institutionen, skal man dokumentere, at barnet har brug for netop denne støtte for at kunne deltage aktivt i institutionens aktiviteter og udvikle sine kommunikationsevner. Det kræver en vurdering af barnets behov, som typisk vil blive vurderet af relevante fagfolk, såsom PPR, tale- hørekonsulenter eller pædagoger med specialviden om høretab og tegnsprog. Støttepædagogen kan enten være uddannet pædagog, tegnsprogstolk eller have anden relevant baggrundsviden.

Merudgiftsydelse

(Barnets lov § 86 – Lovgivningen er under revision)

Hvis jeres barn af kommunen vurderes at være omfattet af målgruppen for børn med en varigt nedsat funktionsnedsættelse, kan I søge om at få dækket ekstraudgifter, også kaldet merudgifter, som andre familier ikke har – fx transport til behandling/udredning for høretab, transport til AVT-undervisning på Audiologisk afdeling, deltagerbetaling på familiekurser eller udgifter til fx tegnsprogsundervisning. Ansøgningen sker via kommunen. Den er kun gældende for de ekstra udgifter, I som familie har på grund af barnets funktionsnedsættelse (høretab). Merudgiftsydelsen gives som en fast månedlig ydelse, der beregnes ud fra et overslag af jeres merudgifter – normalt for et år ad gangen. For at få dækket merudgifter skal de årlige merudgifter være på mindst 5.519 kr. (2024 takst).

Tabt arbejdsfortjeneste

(Barnets lov § 87)

Forældre kan søge om tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af, at man er nødsaget til at blive hjemme og passe barnet i særlige situationer – fx:

Før og efter CI-operation (typisk 1 uge før og 3 uger efter CI-operation).

Indkøring i dagtilbud, hvor barnet har brug for ekstra støtte og tilvænning til nye lyde og derfor har brug for korte dage i institutionen.

Ledsagelse til AVT undervisning – fx AVT-forløb (Auditory Verbal Therapy) på audiologisk afdeling eller andet behandlingsforløb.

Det er muligt at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle timer om ugen til dækning af fuld arbejdstid. Det afgørende er, hvor længe det er hensigtsmæssigt, at barnet bliver passet i hjemmet, fx efter en CI-operation, hvor barnet skal holdes i ro.

Betingelsen for at kunne modtage tabt arbejdsfortjeneste er, at barnet har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det skal være en nødvendig og direkte konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet skal passes i hjemmet af en forælder. Dækningen udregnes på baggrund af det faktiske fravær fra arbejdspladsen, så der medregnes også aflevering og hentning af barnet samt transporttid til arbejdspladsen.

Man skal være opmærksom på, at vurderingen af behov for timer sker efter en individuel vurdering af familiens konkrete situation.

Transportgodtgørelse

I mange tilfælde kan familien få dækket udgifter til transport i forbindelse med transport til og fra audiologisk afdeling, AVT-træning eller anden specialiseret indsats. Dette søges ofte via regionen eller kommunen, afhængigt af forløbet. Hvis man ikke opnår den nødvendige beløbsgrænse for at få merudgiftsydelse, kan man i stedet søge om transportgodtgørelse et andet sted. Her kan du forhøre dig hos din PPR.

Tegnsprogsundervisning for familien

Har jeres familie og jeres barn behov for tegnsprog, kan I som forældre søge om dækning af udgifter til tegnsprogsundervisning. Undervisningen bevilges efter forskellige lovgivninger fra kommune til kommune. Man kan som regel prøve at søge gennem Merudgiftsydelser (Barnets lov § 86). Det er kommunen, der bevilger og henviser til et relevant undervisningstilbud.

Se listen over mulige tegnsprogsundervisningstilbud: https://dansktegnsprog.dk/videnscentral/undervisningstilbud

Kontakt jeres kommune, og bed om at tale med den person, der behandler sager om specialundervisning.

Handicaprettede kurser til forældre og andre pårørende

(Servicelovens § 86)

Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at kommunikere med barnet eller den unge.

Det kan dreje sig om kurser, der giver familien indsigt i de forskellige funktionsnedsættelser, hvilken indvirkning de har på barnet eller den unge, og hvordan familien kan lære at håndtere de problemer, der kan opstå mv. Der kan f.eks. være tale om kurser vedrørende børn og unge med høretab.

Et eksempel er deltagelse i Tegnsprogspakkens netværksweekender eller tegnsprogsundervisning for pårørende til personer med betydelig og varigt nedsat hørelse. Der kan også ydes hjælp til merudgifter til tegnsprogsundervisning til andre end medlemmer af husstanden, hvis samværet med et barn eller en ung med høretab har en sådan karakter, at udgiften kan betragtes som nødvendig for barnets eller den unges fortsatte udvikling. Dette gælder fx som udgangspunkt bedsteforældre, der må forventes ofte at kommunikere med og have besøg af barnet eller den unge.

De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer eller udgifter til pasning af børn, som ikke skal med på kurset.

Sådanne merudgifter kan også omfatte hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for forsørgerne, når der ikke er mulighed for at deltage i kurser uden for arbejdstiden (Tabt arbejdsfortjeneste).

For at begge forældre kan passe, opdrage og kommunikere med barnet eller den unge, er det vigtigt, at de begge deltager i kurser af ovennævnte art. Kurserne giver kompetencer til begge forældre og vil ofte være en forudsætning for, at de begge kan bevare den nære kontakt med barnet eller den unge.

Indlægget Forstå systemet omkring dit døve barn eller barn med høretab blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.

Milepæle for en tidlig sprogudvikling på tegnsprog
Foto: Christian Daugaard

Denne beskrivelse af tidlig sprogtilegnelse på tegnsprog er baseret på internationale studier og observationer af børn i tegnsprogsmiljøer i vores naboland Sverige.

Alle lande har deres eget tegnsprog, og hvert tegnsprog har sine specifikke håndformer, der bruges til at producere tegn, ligesom alle lydsprog har deres egne specifikke lyde, der bruges til at sammensætte ord.

Når et døvt eller tegnsprogstalende barn har fået tegnsprog fra en tidlig alder, og der fortsat tales tegnsprog med barnet, er det forventeligt, at barnet følger nogle bestemte milepæle nogenlunde alderssvarende.

Eksperter inden for sprogtilegnelse understreger dog også, at forældre ikke skal læne sig slavisk op ad disse milepæle, da nogle børn kan lave de første tegn i en alder af 10 måneder og andre først, når de er 14 måneder.

Det er forventeligt, at et døvt barn kan følge milepælene nogenlunde alderssvarende, hvis det har en god og varierende interaktion med sine omgivelser, er vant til øjenkontakt og taktil kontakt, er begyndt at følge sine forældres blik og pegninger og kan fastholde opmærksomheden.

3-12 måneder

Barnet:

Begynder at lægge mærke til tegnsprog: Barnet viser interesse for hænder og ansigter, når nogen kommunikerer på tegnsprog.

Imiterer ansigtsudtryk: Barnet efterligner smil, næserynken eller andre ansigtsudtryk.

Pludrer med hænder: Barnet laver håndbevægelser, som kan ligne tegn. Omkring 1-årsalderen kan nogle af disse bevægelser udvikle sig til tidlige, meningsfulde tegn – såkaldte ’proto-tegn’ – hvor barnet begynde at bruge kroppen som et redskab til at kommunikere egne ønsker og behov.

Siger nej ved at ryste på hovedet.

Peger på mennesker, genstande og steder i såkaldte ‘her og nu-situationer’: Barnet peger fx på en bold eller en person for at få opmærksomhed.

Første tegn i 10-12-månedersalderen: Barnet begynder at bruge simple tegn som MÆLK eller MOR, men LAMPE er ofte det allerførste tegn, fordi det er let at udføre på grund af tegnets håndform, som ikke kræver finmotorik.

12-18 måneder

Barnet:

Kan minimum 10 tegn: Barnet kan bruge tegn som SPISE, DRIKKE, SOVE, HUND, KAT, BOLD, BOG, FAR, MOR, MERE.

Begynder at anvende pegninger for at udtrykke personpronominer og navneord: Barnet peger på sig selv for JEG, på mor for MOR eller på en hund for HUND.

Selvom barnet lærer nye tegn, bruger det dem i deres grundform: Barnet modificerer ikke tegnene med grammatiske elementer som tid, antal eller bevægelsesændringer, som tegnsprogstalende voksne ofte anvender. Barnets første tegn er derfor simple og uændrede udgaver af de oprindelige tegn.

18-24 måneder

Barnet:

Begynder at producere sætninger ved at kombinere 2-3 tegn, herunder pegninger: Når barnet kender omkring 50 tegn, begynder det typisk at sætte to tegn sammen – fx MOR SPISE eller HUND GÅ.

Senere kan barnet kombinere to tegnsæt, som fx MOR SPISE + MIG OGSÅ. Pegninger er en vigtig del af dansk tegnsprog og bruges til at pege på personer eller genstande for at skabe klarhed og kontekst i kommunikationen.

2-3 år

Ikke-manuelle markører i tegnsprog

Barnet:

Bruger mundbevægelser sammen med tegn: Barnet lærer tidligt, at mange tegn i tegnsprog har en bestemt mundbevægelse, som hører sammen med tegnet – fx har tegnet MAD én bestemt mundbevægelse, mens tegnet MOR har en anden.

Lærer mundbevægelser og tegn samtidig: Barnet lærer mundbevægelsen og tegnet på samme tid, og mundbevægelsen hjælper med at gøre tegnet tydeligere – som en slags “lydløs udtale”.

Begynder at bruge ansigt og krop i kommunikationen: Barnet begynder tidligt at bruge hele kroppen, ikke kun hænderne – det gælder fx ansigtsudtryk, mundbevægelser og kropsholdning.

Bruger ikke-manuelle markører: Barnet bruger kropslige og mimiske elementer, kaldet ikke-manuelle markører, som er vigtige for at vise følelser, stille spørgsmål eller understrege betydningen af tegnene.

Stiller spørgsmål med ansigtsudtryk: Barnet kombinerer løftede øjenbryn og et spørgende ansigtsudtryk med tegnet MAD og en pegning for at spørge: “Er maden min?”

Udtrykker ‘nej’ ved at ryste på hovedet og udvikler ja-/nej-markører: Allerede fra 6-12-månedersalderen kan barnet ryste på hovedet for at sige nej. Denne naturlige bevægelse bliver senere en del af barnets tegnsprog som en ikke-manuel markør – altså en bevægelse uden brug af hænder, der giver ekstra betydning.

Ja-/nej-spørgsmål: Når barnet fx laver tegnet KIKS, holder tegnet et øjeblik længere og samtidig løfter øjenbrynene og ser spørgende på den voksne, betyder det: “Må jeg få en kiks?” Denne kombination viser tydeligt, at barnet stiller et spørgsmål – uden at det behøver bruge ekstra tegn.

Markerer sætninger med hovedbevægelser: Barnet begynder at bruge hovedet til at markere, hvor en sætning starter og slutter. Dette kaldes prosodi og fungerer som en slags “tone” i tegnsprog – ligesom tonefald i talesprog. Prosodien hjælper med at vise, hvordan tegnene hænger sammen i sætninger og større enheder, og den giver også et indtryk af, hvad barnet mener med det, det siger – fx om det stiller et spørgsmål, kommer med en påstand eller udtrykker en følelse som glæde, undren eller ironi. Det svarer til den måde, man i talesprog kan høre forskel på et spørgsmål og en konstatering – bare med kroppen i stedet for stemmen.

Viser følelser i ansigtet: Ansigtsudtryk som glad, ked af det eller forvirret begynder at blive en del af barnets tegnsprog og hjælper med at vise stemninger og følelser.

Klassifikator-konstruktioner

Barnet begynder at bruge klassifikator-konstruktioner: Barnet begynder at bruge særlige håndformer til at vise, hvordan personer, ting og bevægelser ser ud eller bevæger sig i rummet. Disse konstruktioner er en vigtig del af tegnsprog og hjælper barnet med at beskrive verden mere præcist.

Personklassifikator-konstruktion

En bestemt håndform kan fx bruges til at vise en person, der går eller står.

Objektklassifikator-konstruktion

Forskellige håndformer kan fx vise en bil, der kører, eller en bog, der ligger på et bord.

Bevægelsesklassifikator-konstruktion

Hånden kan fx vise en bold, der ruller, eller en fugl, der flyver gennem luften.

Forskning viser, at de første enkle klassifikator-konstruktioner allerede kan ses hos nogle børn, når de er helt ned til 1 år og 8 måneder gamle.

Begynder at anvende en bestemt orden i tegnene for at fremhæve, hvordan tegnene relaterer til hinanden, og skaber derved mening: HUND + peg + LØBE = “hunden løber”. Eller LØB + HUND + peg = “løber hunden?” I det sidste eksempel ændres udsagnet fra en konstatering til et spørgsmål om, hvorvidt hunden løber. Rækkefølgen af tegnene hjælper med at etablere, hvem der gør hvad, og hvordan de forskellige elementer i sætningen relaterer til hinanden.

Begynder at bruge tegn, der giver udtryk for ejestedord og tegn i flertal.

3-4 år

Barnet:

Begynder at skelne mellem navneord/udgangsord-par: Barnet kan begynde at forstå forskellen mellem tegn som SPISE (udsagnsord) og MAD (navneord).

Bruger klassifikatorer til at vise objekter og deres bevægelser: Barnet kan bruge en håndform til at vise, hvordan en bil kører og bevæger sig rundt, ved at bevæge hånden frem og tilbage allerede i 2-årsalderen.

Begynder at modificere tegn for udgangsord for at vise måde: Barnet kan ændre måden, det fx udfører tegnet for LØBE, for at vise, om nogen løber hurtigt eller langsomt.

Begynder at bruge rum til at etablere placering for personer: Barnet kan bruge forskellige områder i rummet til at vise, hvor forskellige personer er placeret. Fx kan det pege til venstre for at vise, hvor mor er, og til højre for at vise, hvor far er. Dog bruger barnet ikke rummet i tegnsproget på helt samme måde som tegnsprogstalende voksne, det kommer senere, når barnet er cirka 4,5 år gammelt.

Fortæller historier ved hjælp af objekter eller rollespil: Barnet kan bruge en dukke til at fortælle en historie om, hvordan dukken går i skole, eller det kan selv spille rollen som en karakter i en historie.

4-5 år

Barnet:

Komplekse håndformer: Barnet kan begynde at bruge klassifikator-håndformer, der kræver mere fingerfærdighed. Det former fx hånden for at illustrere en kanin eller en fugl, og bruge disse former i sit tegnsprog.

Præcise bevægelser: Barnet kan udføre bevægelser, der kræver præcis kontrol, som at vise en fugl, der flyver opad, ved at bevæge hånden i en glidende, opadgående bevægelse.

Begynder at bruge navneordsmodifikationer: Barnet kan begynde at ændre navneord for at give mere information, ved fx at tilføje et tegnet STOR foran HUND for at vise en stor hund. Dette ses allerede i 2,5-årsalderen.

Brug af enkle sætninger, men komplekse sætninger begynder at dukke op: Barnet kan starte med enkle sætninger som “jeg spiser” og gradvist begynde at bruge mere komplekse sætninger som “jeg spiser æblet, som jeg fandt i køkkenet”.

Sådan sikrer du dig at barnet får et tilstrækkeligt sprogligt input på tegnsprog

For at det døve barn kan tilegne sig et tegnsprog, kræves det, at det får tilstrækkeligt sprogligt input. I de følgende afsnit beskrives nogle strategier til at sikre dette.

Tidlig og kontinuerlig eksponering

Sørg for, at barnet er omgivet af tegnsprogsbrugere fra tidlig alder. Dette kan inkludere forældre, søskende og andre omsorgspersoner, der taler tegnsprog dagligt.

Det er vigtigt, at barnet får input fra forskellige personer (forskellige aldre, køn og funktionsvariationer) og i forskellige sammenhænge, som fx middagssamtaler, lege og andre sociale situationer. Dette giver barnet et bredt og nuanceret sprog, som er nødvendigt for at udvikle et rigt og funktionelt tegnsprog.

Interaktiv kommunikation

Engager barnet i interaktive samtaler ved at bruge tegnsprog. Det er vigtigt at give respons på barnets tegn og opmuntre det til at bruge tegn i kommunikationen.

Visuel støtte

Brug billeder, genstande og visuelle hjælpemidler for at støtte tegnsprogsindlæringen.

Leg og socialt samspil

Inkluder tegnsprog i leg og daglige aktiviteter. Barnet lærer sprog gennem leg og samspil med andre børn og voksne.

Brug af teknologi

Udnyt digitale ressourcer som tegnsprogsvideoer, apps og online læringsværktøjer for at give barnet et varieret og rigt sprogligt input.

Støtte

En god støtte til forældrene er afgørende. Forældrene bør være informerede og involverede i barnets tegnsprogsindlæring. Det er vigtigt, at de får mulighed for at tale tegnsprog efter bedste evne hjemme for at styrke barnets færdigheder.

Alle disse strategier kan bidrage til at sikre, at barnet får tilstrækkeligt sprogligt input for at tilegne sig tegnsprog tidligt.

Læs mere

Att främja svenskt teckenspråk i förskolan
Forfatter(e): Cramér-Wolrath, E.
År: 2019
Publikation: Språk-, läs- och skrivutveckling. Förskola Modul: Flera språk i barngruppen. Del 3. Skolverket

Barns teckenspråksutveckling
Forfatter(e): Simper-Allen, P.
År: 2019
Publikation: Språk-, läs- och skrivutveckling. Förskola Modul: Flera språk i barngruppen. Del 4. Skolverket

Sign language acquisition
Forfatter(e): Meier, R. P.
År: 2016
Publikation: Oxford Handbooks Online. Oxford: Oxford University Press

Barns tidiga teckenspråksutveckling
Forfatter(e): Bergman, B. (Illustrationer: Lena Johansmide)
År: 2012
Publikation: Rapportserie Forskning om teckenspråk (FOT) XXII. Stockholm: Institutionen för lingvistik, Stockholms universitet

Acquisition
Forfatter(e): Chen Pichler, D., I R. Pfau, M. Steinbach & B. Woll (Red.),
År: 2012
Publikation: Sign Language. An international handbook (s. 647–686). De Gruyter Mouton

Early vocabulary development in deaf native signers: A British Sign Language adaptation of the communicative development inventories
Forfatter(e): Woolfe, T., Herman, R., Roy, P., & Woll, B.
År: 2010
Publikation: Journal of Child Psychology and Psychiatry, 51, 322–331

The form of early signs: Explaining signing children’s articulatory development
Forfatter(e): Meier, R. P.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 202–230). New York: Oxford University Press

Learning to fingerspell twice: Young signing children’s acquisition of fingerspelling
Forfatter(e): Padden, C.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 230–244). New York: Oxford University Press

The development of gesture in hearing and deaf children
Forfatter(e): Volterra, V., Iverson, J. M., & Castrataro, M.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 161–186). New York: Oxford University Press

Acquisition of the handshape in American Sign Language: A preliminary analysis
Forfatter(e): Boyes-Braem, P.
År: 1994
Publikation: I V. Volterra & C. J. Erting (Red.), From Gesture to Language in Hearing and Deaf Children (s. 107–127). Washington, DC: Gallaudet University Press

Indlægget Milepæle for en tidlig sprogudvikling på tegnsprog blev først udgivet på Tegnsprogspakken.dk.